OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. juli 2019

Sommerjagt i skjorteærmer

At jage grågæs over auguststubben er en spændende fornøjelse, uanset om man er nybegynder eller en erfaren rotte. Her får du en forsmag på en historie om herlig gåsejagt i skoleferien.

Tekst: Thomas Lindy Nissen

Jægernes skridt høres som en stemningsfuld knitren fra den tørre havrestub. Afdæmpet som de grågæs, der gækker ude på søen ikke så langt borte, kommunikerer de fem gåsejægere med hinanden: Hvor skal lokkefuglene sættes? Hvordan skal de stå?

Hvem skal ligge i hvilke powerhuntere, og hvor?

Vi skriver den 3. august 2018, og for flere af jagtens deltagere er det første gang, de skal prøve kræfter med grågåsejagtens udfordringer på en varm og solbeskinnet augustmorgen. Ikke fordi de ikke er erfarne og ivrige gåsejægere, men alene fordi dåbsattesten tilskriver, at de ikke havde taget jagttegn, da augustjagten på de grå kæmper blev lukket efter sæsonen 1993/94. Helt ude på højre flanke ligger 26-årige Lasse. Ved siden af ham, lidt tættere på midten af flokken med lokkefugle, ligger 28-årige Andreas. I den anden side af lokkesystemet har Stefanie på 32 og hendes far, Dennis, fundet et par gode pladser, mens Stefanies søn, niårige Gabriel, trykker sig lidt bag de andre. 

Den friske dreng glæder sig meget over, at sommerjagten igen er en mulighed, for det er en hverdag, og havde det ikke været en fredag i august, hvor der er skoleferie, havde han siddet i et kedeligt klasseværelse i stedet for at være stemplet ind til en morgen i livets og naturens store skole. Solen er endnu ikke stået op, da de første tre fugle glider ind mod lokkerne.

I de sekunder, gæssene er vest for jægerne med kurs mod øst, trækker den orange morgenhimmel et glødende skær over de store fugles mere eller mindre sortsprængte brystfjer. Da de ser lokkerne og hører kaldene, lader de sig trække ind af de livagtige imitationer og slår 180 grader rundt. Straks taber de farven og fremstår nu blot som sorte silhuetter mod en lys himmel, silhuetter, der på stive vinger taber højde og kort efter er på skudhold.


Læs hele Thomas Lindy Nissens artikel om sommerjagt i skjorteærmer i august-udgaven af magasinet Jæger. Som medlem af Danmarks Jægerforbund modtager du hver måned Jæger, direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse magasinet online.


Bliv medlem - klik her!