Køb ikke peberspray på internettet!
Tænk dig om, når du køber én af de nu lovliggjorte pebersprays på nettet. Køber du på et udenlandsk site, risikerer du at miste jagttegnet.
I forbindelse med at der den 1. januar 2019 kom nye regler om erhvervelse og brug af peberspray, gjorde vi i her på siden opmærksom på, at personer, der er fyldt 18 år, nu lovligt kan erhverve peberspray og besidde peberspray i eget hjem.
Medbringer man peberspray uden for eget hjem kræver det en tilladelse fra politiet, og ulovlig besiddelse af peberspray på offentligt tilgængelige steder straffes typisk med bøde. Hvis man har jagttegn, er der desuden risiko for, at man mister sit samtykke til jagttegnet, da ulovlig besiddelse er en overtrædelse af våbenloven.
I den seneste tid har der imidlertid været mange sager, hvor ulovlige pebersprays bliver taget i tolden, når de er købt i udenlandske netbutikker. Det er nemlig ikke tilladt at importere pebersprays, og køber man en peberspray på en f.eks. asiatisk hjemmeside, risikerer man en sigtelse for overtrædelse af våbenloven. Som jagttegnsløser risikerer man desuden at miste politiets samtykke til jagttegn.
Køb derfor kun pebersprays i danske (jagt)butikker, som er godkendte til at sælge dem, og fragt dem direkte hjem til egen bopæl.