Bjergjagt i Tyrkiet:
Den store nedtur
For at få det perfekte trofæfoto af en tyrkisk bezoar ibex, måtte en jysk bjergjæger bestige høje tinder og opleve svidende nederlag på en jagt, der bød på mere end én nedtur.
Ramt af en forståelig trang til ikke at sætte livet til, strækker Poul Relund sig så langt frem, som han kan. Med en lettere rystende hånd griber han omkring græstotten yderst på klippekanten og trækker til. Nu er der frit skud mod bezoar ibex-bukken, der befinder sig lavt i klipperne på modsatte side af dalen. Med sit fæste yderst på klippens stenede overflade er græstotten et godkendt bevis på naturens evne til tilpasning, men set med Pouls øjne er ”aflivningen” helt nødvendig. Han kunne selvfølgelig bare flytte sig lidt mod højre og lade græstotten stå, men på højre side af ham – blot 40 centimeter fra skulderen – er der lodret fald fra klippen mod døden. På hans venstre side ligger jeg, og jeg ved, akkurat som han, at det gælder om at holde positionen.
Dette er ikke stedet at lave dumme fejl. Det gælder ganske enkelt om at undgå den ultimative nedtur. Om det er den spændingsmættede postering, en høj puls pga. klatreturen, simpel bukkefeber eller en kombination af det hele, som kort efter ødelægger situationen, er svært at vide. Ét er dog sikkert, den lille støvsky, der hænger i luften bag den flygtende bezoar-buk, bevidner et fatalt forbiskud.
En vanvittig nedtur er indtruffet.
At rejse så langt og arbejde så hårdt for blot at fejle ved klimaks er næsten ubærligt. Et par minutter senere ser guiderne en anden buk, der opskræmt af braget søger gennem slugten under os. Da skuddet til den første buk var et rent forbiskud, beslutter guiderne sig for at prøve at komme tættere på denne buk. Kort efter befinder Poul sig igen på et klippefremspring, denne gang stående, men med frit fald, hvis han tager et lille skridt til højre. Ibex-bukken befinder sig omkring 160 meter væk, lidt under den position, vi har indtaget. Det burde ikke kunne gå galt.
Læs hele Thomas Lindy Nissens artikel om hans spændende jagt på den tyrkiske bezoar ibex i juni-udgaven af magasinet Jæger. Som medlem af Danmarks Jægerforbund modtager du hver måned Jæger, direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse magasinet online.
Bliv medlem - klik her!
Se teaserfilmen til artiklen her: