OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 05. maj 2016

Årets bukketopti: Lutter guld

Som vanligt er der i majudgaven af Jæger, Danmarks Jægerforbunds medlemsblad, en toptiliste over de 10 største bukke, der er nedlagt i Danmark i sidste sæson og opmålt af Jægerforbundet.

Tekst: Carsten Dahl Hansen, Danmarks Jægerforbund

Af artiklen fremgår det, at der på sidste års bukketopti kun var tre guldmedaljebukke. Til gengæld har samtlige opsatser på dette års topti opnået point nok til en guldmedalje. Faktisk har Jægerforbundet opmålt hele 15 guldbukke, hvoraf de 14 er skudt og en enkelt trafikdræbt. Af sølv- og bronzebukke er der kun opmålt hhv. 25 og 33, hvilket er ret lave tal.

Sidste år var bornholmerne knusende overlegne med ikke færre end syv toptibukke på listen. I år har de ”kun” tre bukke med, men det er dog stadig meget imponerende, når man tager øens størrelse i betragtning. Også hvad angår Møn er småt godt, for ved Stege blev der i 2015 skudt hele to toptibukke.

Derudover bidrager Jylland med to bukke og Sjælland med tre til årets bukketopti.

Du kan læse meget mere, bl.a. om hvordan hver af de dygtige/heldige jægere nedlagde deres toptibuk, i majudgaven af Jæger fra side 34 i artiklen Lutter guld.

Der skal herfra lyde en tak til de 10 jægere bag trofæerne for deres lyst til at dele oplevelserne og private billeder med læserne samt deres velvilje til at lade os vise deres opmålingsskemaer på denne hjemmeside. Se hvert enkelt skema her.

Som noget nyt kan du på en video opleve en af toptiskytterne fortælle om den dag, da han nedlagde sit livs buk.

Sidder du efter videoen og sukker over, at der sikkert aldrig vil komme en toptibuk for på dit revir, så husk, at der hvert år optræder bukke på toptilisten, som aldrig var set, før de pludselig dukkede op hos den lykkelige jæger.

Men plejer du din råvildtbestand og er omhyggelig med afskydningen, vil du helt sikkert få større chancer for at møde en stærk buk. Måske endda en toptibuk – hvem ved?

Nok så vigtigt er det dog at huske, at det er jagtoplevelsen, der skal være i højsædet – og den bør ikke vurderes i forhold til opsatsens størrelse!

 

Knæk og bræk fra og med den 16. maj!