OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Sjællandsmesterskab i jagtsti

Lørdag den 22. april blev Danmarks Jægerforbunds Sjællandsmesterskab afviklet på Hagested-Gislinge skydebane ved Holbæk. Tekst og foto: Hans-Jørgen Kirstein

Jeg havde fulgt vejrudsigten de sidste dage og kunne med glæde konstatere, at det ikke blev regn af betydning. Vinden bekymrede mig dog en del, da det så ud som om, at der kunne være vindstød af 15-20 m/s. Dette kunne give nogle alvorlige udfordringer på duerne - men igen, det var jo fælles for alle deltagere.

Ved vejen ind til skydebanen var det velkendte skilt med teksten ' Jagtsti ' sat op.

 

Vel ankommet til skydebanen kunne jeg konstatere, at der var et større leben af aktivitet.

Der var ikke de store udfordringer i indskrivningen og beløbet på 200,- blev betalt med glæde. Det er faktisk billigt for sådan en dag på skydebanen. Jeg tror knapt, at man kan gøre det billigere med ammunition og duer på en almindelig dag. Derudover kommer alle de udfordrende spørgsmål og opgaver som man kun kan lære mere af.

Jeg fik startnummer 7 og det var måske et lykketal.

Parolen blev blæst på af både Parforcehorn og jagthorn. Koordinator for jagtti Jens Klaus Jensen fik givet en parole/instruktion for dagen. Vi skulle igennem otte forskellige poster hvor der på fire af disse indgik skydning i en eller anden form.

Startnummer 1 og 2 gik til post 1, startnummer 3 og 4 til post 2, startnummer 5 og 6 til post. Jeg selv skulle med startnummer 7 begynde på post 4.

Post 4 var en spændende post, hvor udfordringen var fasanjagt i januar måned. Her skulle man så lige huske, at fasanhønen er fredet. En dejlig post med mange spidsduer som både enkelte og doublé. Posten gik over al forventning med 20 points ud af 20 mulige. Træf på alle duer og korrekt afstandsbedømmelse på et stykke råvildt.

Så var det videre til post 5. Invitationerne ville ingen ende tage og nu stod den på blandet jagt.

Her var der både harer, fasaner, agerhøns, krage, krikand og ringdue. Jeg fik i min iver glemt, at ringduen er fredet i oktober. Det positive var dog, at jeg ikke ramte, da jeg skød efter den - men straffet blev jeg. Igen en god post hvor jeg skød godt og kun smed to points.

Post 6 var riffeljagt. Her skulle jeg på en lille walk up med en .222 og kuglevægt på 3 gram.

Det gik igen fint og ud af de seks mål skød jeg på de tre som også var de lovlige. Bukken og vildsvinet var ikke lovlige med den valgte riffel og kragen, der sad i et træ var uforsvarlig at skyde til. Teorien gik ikke så godt - fik et point ud af tre mulige.

Post 7 var ren teori. I skuret var der 19 spørgsmål omkring alt fra penselfjer, trofæ, skind og udstoppede fugle til penisknogle. Udenfor skulle man også lige vurdere afstanden til en gråandeskive. Afstanden skulle gives indenfor 10% margen. Jeg sagde 15 meter og det var spot on. Fuldt hus på denne post. Det begyndte at se fornuftigt ud.

 

Post 8 var en udfordrende opgave. I et læhegn skulle man finde 10 forskellige effekter som var placeret på jorden og i ca. 2-3 meters højde. Jeg må godt nok snart til optiker, tænkte jeg. Jeg kunne ikke finde ret meget på min første vandring. En enkelt kastestang, et rødt refleksbånd, en udstoppet flagspætte og en fasanhale i en kvasbunke var resultatet. Tilbage igen og kigge mere nøje. Så fandt jeg en udstoppet spurv, en lille bunke majskorn og en ophængt medalje. Nu var jeg da oppe på syv ud af 10.

Jeg besluttede, at jeg skulle have mindst en ting mere, inden jeg afleverede besvarelsen. Der lå sgu også et afskudt riffelhylster....så var jeg på otte effekter. Tænkte jeg sikkert havde overset noget og prøvede at skrive 'udstoppet mus' som joker. Den med musen gik ikke, så posten gav otte points ud af de 10. Det viste sig efterfølgende, at der også havde været en lighter og en fuglerede. Reden havde jeg godt nok set, men ikke tillagt den værdi i opgaven.

 

Så kom post 3 som var min 6. post på dagen. Denne post var ren teori og bestod af en masse naturspørgsmål ud fra fysiske effekter. Her var frøkendskab, vinger, opsatse og fotos. Et foto af en knortegås var nem indtil prøvelederen skulle have et mere specifikt svar. Der var to muligheder som enten var mørk - eller lysbuget. Jeg gættede på lysbuget og så var der point her også. Igen en fin post, hvor jeg bommede på et andehovede som jeg mente var fra en spidsand (det var fra en knarand) samt gættede på krageklør som var fra en husskade (Ja, den var pinlig!).

Den efterfølgende post 2 var ren teori. 20 spørgsmål til professoren. 19 rigtige her - dog med en lille protest på det sidste spørgsmål. Det viste sig efterfølgende, at jeg havde svaret rigtigt.  

Dagens sidste post var igen skydning. Denne gang udfordrende bagduer. Det gik nu godt nok, men også den post, jeg smed flest points på. Jeg tror, at jeg mistede seks points her, der fordelte sig på en forkert afstandsbedømmelse på en hare samt forbiskud. Jeg var dog fortrøstningsfuld, idet rygterne gik på, at mange deltagere havde mistet points her.

 

Så var det bare tilbage til klubhuset og aflevere scoringsskemaet og afvente de resterende deltagers hjemkomst.

 

Solen skinnede flot, da blæserne igen fik tonerne ud af hornene og præmieoverrækkelsen skulle finde sted. Præmierne var igen i år sponsoreret af Hubertushuset i Ringsted samt Pro Outdoor i Holbæk og Land og Fritid i Tølløse.

Den unge Frederik, der havde vundet familiejagtstien med samlet 51 points, fik behørigt overrakt både guldmedalje og flotte præmier.

Herefter blev vinderen af klassen 'jagttegnselever' med 80 points, Charlotte Ann Larsen hædret med medalje.

Så kom vi til den mere alvorlige del for mit vedkommende. Hvordan var dagen gået?

Bronzemedaljen gik til Torben Clausen med 113 points og sølv til den rutinerede jagtstiveteran Jakob Blok med 116 point. Det var med mindste margen, at jeg selv kom på førstepladsen med 117 points. Måske lidt ufortjent idet Jakob på et tidspunkt, havde fået funktionsfejl på sin haglbøsse - men sådan er konkurrencen.

Top-10 for Jægerklassen fordelte sig således:

1.   Hans-Jørgen Kirstein              117 point   Guldnål 

2.   Jakob Blok                              116 point   Guldnål

3.   Torben Clausen                       113 point   Guldnål

4.   Carsten                                    101 point   Sølvnål

5.   Marie                                       100 point   Sølvnål

6.   Jens                                          97  point   Sølvnål 

7.   Karsten                                      96 point   Sølvnål

8.   Peter                                          94 point   Sølvnål

9.   Ole                                             94 point   Sølvnål

10. Kim                                            71 point

Vinderne i jægerrækken guld 117 - sølv 116 og bronze 113 (ud af 130 mulige). Medaljerne er i øvrigt firkantede og Jægerforbundets 25-års jubilæumsmedalje og helt unikke.

Efterfølgende blev der uddelt erkendtligheder til de mange og trofaste hjælpere, der gør denne dag mulig.

Endelig blev der præmier til en række deltagere - her en video fra Hunters Video.

En fantastisk velforberedt dag som jeg kun kan anbefale til alle, der både vil have en fornøjelig dag og samtidigt lære en masse.

Tak til Jens Klaus Jensen for det utrættelige arbejde som jagtstikoordinator i Kreds 6 og 7 samt de trofaste hjælpere og sponsorerne på dagen.

Afslutningsvist kom Lars Hifling Petersen (Impalaklubben) med godt nyt på sponsorsiden, idet Lars og Impalaklubben næste år ville sponsorere en jagtoplevelse som skulle udtrækkes blandt alle deltagere på jagtstien i 2018.