Haglsværmens længde

Haglsværmens længde og betydning har været genstand for undersøgelser og er blevet debatteret i mere end 100 år. W.W. Greener brugte i bogen ”The Gun and its Development” udgivet i 1910 et helt kapitel på at forklare, at haglsværmen ikke bare skal ses todimensionelt, som når man skyder på et fast mål i form af en målskive, men skal ses tredimensionelt, da haglsværmen har en vis længde – alle hagl ankommer ikke til målet på samme tid.

Greener viste ved illustrationer, lavet ud fra nogle målinger af haglenes forskellige hastigheder, hvordan en given haglsværm kan se ud, og han fremførte, at den virkelige værdi af et haglskud bestemmes af de forreste 30-40 % af sværmen, da de efterfølgende flyver uregelmæssigt og har meget lavere hastighed og derfor ikke kan stoles på i forhold til skuddets effektivitet.

Et årti senere udførte Sir Gerald Burrard nogle eksperimenter, hvor han skød på en stålplade fastgjort til en lastbil, som hans hjælper kørte forbi ham med ca. 65 km/t. Ved hjælp af bilens hastighed, haglenes hastighed og det ellipseformede skudbillede på stålpladen beregnede han sværmens længde og konkluderede samtidig, at betydningen af længden i forhold til praktisk skydning var overdrevet.

Det første egentlige billede af en haglsværm på dens vej mod målet lykkedes det amerikaneren Peter Quayle at tage i begyndelsen af 1920’erne. Han opfandt en speciel fototeknik, ”spark photography”, som kunne ”fastfryse” meget hurtigt bevægende objekter (faktisk deres skygge), når de passerede forbi. Siden har der været udført utallige eksperimenter og praktiske forsøg.

Bob Brister gentog Burrads eksperiment i 1970’erne ved at lade sin kone køre familiens stationcar forbi sig, trækkende en trailer med målet i form af et langt stykke papir klistret på siden af denne. Han kunne derefter sammenligne skudbillederne på et fast mål med dem på et bevægeligt mål.

Efter P. Quayles billeder har andre også fotograferet haglsværmen. Ed Lowry, kendt ballistisk ekspert fra Winchester, brugte en lignende teknik som Quayles i 1970’erne, og for nogle få år siden brugte H.P. White Laboratories to kameraer. I modsætning til de tidligere billeder, der alle var taget ret tæt på mundingen, blev der her fotograferet ude ved målet. Det ene kamera fotograferede automatisk sværmen, når det første hagl blev registreret, og var fast placeret ved 36 meter, og det andet blev sat til at fotografere samtidig med det første og gradvist rykket tilbage, indtil det ”fangede” den sidste del af sværmen. På den måde kunne længden fastslås.

Alle, der har arbejdet med emnet, har gjort det for at få et så realistisk billede af længden som muligt og samtidig prøve at give et svar på, hvor stor en rolle længden spiller, om overhovedet nogen.

Fælles for resultaterne af alle disse undersøgelser ved brug at fototeknik har været, at de har givet et øjebliksbillede af noget, der hele tiden bevæger sig, men nu har moderne højhastighedsfilmkameraer gjort det muligt at følge haglsværmen i slowmotion.

Hvad viser filmene?

Med et superkamera, der kan tage op til 200.000 billeder i sekundet, er det lykkedes at filme haglsværmen fra siden under dens bevægelse fra mundingen og ud til målet 36 meter væk, og vi har dermed fået den ultimative information om haglsværmens længde. Dermed skulle spørgsmålene omkring haglsværmens længe jo kunne besvares entydigt, men så enkelt er det ikke.

Filmene Surviving Duck Season 5 og 6 ligger på YouTube og kan ses via disse link:

• Shot String Story in ULTRA Slomo | Shotgunning Series pt 5
• Shot String | More to the Story | Shotgun Series pt 6

Filmene viser grundlæggende, at de tidligere antagelser, hvad angår længden, langt hen ad vejen har været rigtige, men de viser også, at der er meget store variationer i længden.

Forskellige patroner, ladninger, hagl samt forskellige trangboringstyper og -grader giver nemlig forskellige resultater.

Ud fra de mange skud, Joel Strickland og co. filmede, dannede der sig dog et fast mønster: hårde, runde – altså ikke deformerede – hagl giver en kortere haglsværm end bløde, deformerede hagl, og også end hårde hagl, der er deforme, allerede inden de bliver affyret.

De hårde, runde – ikke deformerede – haglladninger har også en større procentdel af haglene i de forreste ca. to meter af haglsværmen, end de andre har.

Dette bekræfter de tidligere teorier, der har givet deforme hagl, der både taber hastighed og ændrer flugt, skylden for både stor spredning og meget lang haglsværm.

Bob Brister fandt, at skudbillederne ved brug af bløde blyhagl (det var normen i 1970’erne) ændrede sig ret meget ved skud på hans bevægelige mål i forhold til de faste mål. F.eks. kunne et skud, der på fast mål gav halv trangboring (60 % indenfor 75 cm-cirklen), ved bevægeligt, tværgående mål blive reduceret til forbedret cylinder (45 % indenfor 75 cm-cirklen) med store huller i. Målet bevægede sig med 65 km/t. på 36 meters afstand.

Ved meget hårde og velformede blyhagl var forskellen kun et par procent, og evnen til at holde skuddet samlet væsentligt forbedret.

Det er ganske logisk, når man tager i betragtning, at de bagerste hagl, der er deformerede, både ankommer lidt senere til målet og har en tendens til at brække ud fra hovedsværmen. Det vil derfor typisk være hagl fra yderkanten af skudbilledet ved fast mål, der kommer udenfor ved bevægeligt mål ude på 36 meter. Jo flere dårlige flyvere i sværmen, jo større forringelse af skudbilledet ved skud mod tværgående mål, og jo hurtigere målet bevæger sig, jo større forringelse – forstået på den måde, at en given 75 cm-cirkel, lagt ind over skudbilledet det mest optimale sted, vil have en lavere procentdel af haglene end ved det faste mål.

Flyver i pæn orden

Filmene af haglsværmene viste en meget stor variation i den totale længde. Den korteste, målt ude på 36 meter, var på kun 180 centimeter, og den længste var på seks meter (se fig. 1.) Imellem disse to yderpunkter var der alle mulige længder, og der var også stor variation i forskellen mellem længden af de første ca. 80 % af haglene og længden af hele sværmen inklusive alle ”efternølerne”. Den kortest målte på 180 centimeter meter havde således alle haglene indenfor denne afstand (ingen efternølere), mens den med den længste på de seks meter havde langt hovedparten af haglene indenfor de første ca. tre meter.

Det er bemærkelsesværdigt, at haglene i alle tilfælde flyver i ret pæn formation lige fra mundingen til målet. Der er således ikke hagl, der ramler ind i hinanden, som det sommetider har været påstået. Haglene følges pænt ad og spredes ud og strækkes ud, både på grund af luftmodstanden og fordi nogle er eller bliver deformerede, så de ikke alle har helt samme hastighed og form.

Desuden kan det også ses, at teorien om, at hagl profiterer af at ligge ”i læ” lige bag de forreste ved hårde boringer, er rigtig. En meget kort sværm og en ret lang sværm nogle få meter fra mundingen kan således være af samme længde ude på 36 meter.

Hvad betyder resultaterne?

Man kan lave et simpelt regnestykke, der fortæller, hvor langt et tværgående mål kan nå at bevæge sig på den tid, det tager for alle hagl i en given haglsværm at passere. En hurtigflyvende and bevæger sig typisk med 60-70 km/t. eller mellem 16,7 og 19,4 m/s. Haglene vil typisk have en hastighed på 200-240 m/s. ude på 36 meter. Det vil sige, at de bevæger sig en meter for hvert 0,005-0,0042 sekund. Tager vi de hurtigste hagl på 240 m/s., så vil en to meter lang haglsværm have passeret på 0,0084 sekund. En meget lang på seks meter vil have passeret på 0,025 sekund. En hurtig and med 70 km/t. vil i dette tidsinterval have tilbagelagt hhv. 0,16 meter (16 cm) og 0,49 meter (49 cm).

Når man udelukkende betragter matematikken, kunne det umiddelbart godt se ud som om, at de, der har påstået, at en lang haglsværm kan hjælpe skytten med at ramme, hvis denne sætter skuddet for langt foran, har ret. Det er også helt rigtigt, at ved en meget lang haglsværm kan den forreste del godt være passeret foran, mens de bagvedkommende rammer. Det er bare ikke noget, man kan benytte sig af bevidst, da det er mennesker, der trykker på aftrækkeren, og reaktionsevnen ikke er i nærheden af det minimale tidsrum, som haglsværmen er om at passere. Lægger man dertil, at langt de fleste hagl er indenfor de første tre meter uanset totallængde, så er det mindre end 25 centimeter, den hurtige and tilbagelægger, mens de passerer. På kortere afstande, hvor haglene har større hastighed, vil den afstand, anden tilbagelægger, selvsagt være yderligere reduceret.

I relation til andre forhold, der påvirker skuddet – korrekt skuldring af geværet, haglenes fald pga. tyngdekraften, vindpåvirkning og afvigelser fra skud til skud med samme patron – så er haglsværmens længde ikke noget, vi skal indkalkulere, når vi skyder. Man kan også sige det på en anden måde: Når vi bestræber os på at få sat et givet antal hagl, f.eks. 70 %, jævnt fordelt indenfor en 75 cm-cirkel eller en 100 cm-cirkel, hvorfor skal vi så indregne de sidste få procent, der alligevel vil være såkaldte ”randhagl”, i vores forsøg på at ramme?

Det, man virkelig kan lære af disse film, er, at man bør tilstræbe en så lille afvigelse mellem den forreste, effektive del af haglsværmen og hele sværmen som muligt. Den forskel udgøres af ”efternølerhagl” eller ”randhagl”, som ikke er en lige så kontrolleret del af sværmen som de forreste to-tre meter og meget let kan forårsage anskydninger. Hvor mange af disse ”randhagl” en given patron giver i et givet gevær, vil blive afsløret af en almindelig prøveskydning, hvis man bare sørger for, at målet er stort nok – mindst 130 x 130 centimeter.

Konklusionen er, at haglsværmens længde ved skud mod hurtigt bevægende, tværgående mål ikke har nogen reel praktisk betydning indenfor almindelige skudafstande – ved mål, der bevæger sig imod eller væk fra skytten, er den selvfølgelig helt uden betydning – og derfor ikke noget, man skal bekymre sig om. Derimod skal man fokusere på at finde en kombination mellem patron og gevær, der giver det mest jævne skudbillede på en prøveskive uden ”huller” i og med så få ”randhagl” som muligt.