Offentliggjort den: 08. maj 2025

Anbefalinger til en biodiversitetslov

Biodiversitetsrådet har i dag offentliggjort en række anbefalinger til den kommende biodiversitetslov. Det gælder også aktiviteter i beskyttede og strengt beskyttede områder. Jægerforbundet er ikke enig i anbefalingerne, der relaterer sig til jagt.

Tekst: Morten Sinding-Jensen
Foto: Biodiversitetsrådet

Regeringen har både i regeringsgrundlaget og med den grønne trepartsaftale taget initiativ til, at Danmark skal have en lov om natur og biodiversitet, som Folketingets partier forventes at blive indkaldt til forhandlinger om i 2025.

Et afgørende skridt

Af Biodiversitetsrådets hjemmeside fremgår det, at Biodiversitetsrådet i kraft af sin rolle som rådgiver for regering og Folketing har udarbejdet en række anbefalinger til en kommende biodiversitetslov. Rådet vurderer, at vedtagelsen af en biodiversitetslov kan blive et afgørende skridt på vejen mod at skabe en mere sammenhængende, forskningsbaseret og langsigtet indsats for Danmarks biodiversitet.

Ramme frem mod 2050

Biodiversitetsrådet anbefaler videre, at loven bliver en retligt forpligtende og målsættende rammelov med afsæt i de internationale mål, som Danmark er forpligtet til at arbejde for.

På trods af flere årtiers indsatser er tabet af biodiversitet i Danmark ikke stoppet, og biodiversiteten er fortsat under stort pres. Vedtagelsen af en biodiversitetslov, der kan sætte rammen for Danmarks indsats frem mod 2050, vil være helt afgørende for at vende tabet af biodiversitet til fremgang, mener Biodiversitetsrådet.

Forslag til definitioner

Regeringen foreslår i den grønne trepartsaftale, at der bliver udarbejdet definitioner af beskyttet natur og strengt beskyttet natur i forbindelse med en ny lov om biodiversitet. På den baggrund har Biodiversitetsrådet udarbejdet følgende forslag til definitioner:

  • ”Beskyttede områder er områder, hvor den realiserede eller fremtidige potentielle samlede biodiversitet er sikret gennem langvarig retlig beskyttelse og effektiv forvaltning, som er fastlagt på baggrund af mål og foranstaltninger samt tilstrækkelig monitering.” 
  • ”Strengt beskyttede områder er beskyttede områder med en særlig høj biodiversitetsværdi, økologisk integritet eller potentiale herfor, og som er tilstrækkeligt store til, at naturlige økologiske processer kan forløbe grundlæggende uforstyrret af menneskelige presfaktorer, hvilket sikres gennem en retlig beskyttelse og effektiv forvaltning.”

Aktiviteter i beskyttet natur

Biodiversitetsrådet har som konsekvens af ovenstående forslag til definitioner på beskyttet og strengt beskyttet natur også udarbejdet anbefalinger til, hvilke aktiviteter, der kan være i henholdsvis beskyttet og strengt beskyttet natur:

”Beskyttede områder: Adgang til området og friluftsliv er tilladt. Rekreativt ressourceudtag som jagt og fiskeri kan tillades, såfremt det ikke skader biodiversiteten. Erhvervsmæssigt ressourceudtag som landbrug, skovbrug og fiskeri bør undgås.”

”Strengt beskyttede områder: Adgang til området og friluftsliv skal reguleres ud fra hensyn til biodiversiteten, men er tilladt. Rekreativt ressourceudtag som jagt og fiskeri bør undgås. Erhvervsmæssigt ressourceudtag som landbrug, skovbrug og fiskeri er ikke tilladt.”

Det mener Jægerforbundet

- I jægerforbundet er vi ikke enige med Biodiversitetsrådet i dets konkrete anbefalinger til aktiviteter i strengt beskyttet natur. Der skal, som vi netop sammen med Anni Matthiesen, MF (V) har udtalt i artiklen Naturpolitik er landdistriktspolitik, som udgangspunkt være plads til mennesket i den nye natur, siger jægerforbundets formand, Claus Lind Christensen, og fortsætter:

- Derfor skal udelukkelse af menneskelig aktivitet være undtagelsen snarere end reglen, hvorfor vi støtter en tilgang, hvor der skal konkrete og faktuelle data til, før man skrider til at lukke et naturområde af for mennesker.

- Helt præcist mener Danmarks Jægerforbund, at der skal kunne udøves jagt og jagtformer, samt andre rekreative aktiviteter, i både beskyttet og strengt beskyttet natur, som er forenelige med områdets udpegningsformål. Danmarks Jægerforbund anerkender hermed værdien af, at enkelte områder i strengt beskyttet natur kan holdes helt fri for alle menneskelige forstyrrelser, slutter jægerforbundets formand.