Offentliggjort den: 20. marts 2024

Søg tilskud fra lokalforeningspuljen til friluftsliv

Det er nu muligt for lokale foreninger under Friluftsrådets medlemsorganisationer - herunder DJ - at søge om tilskud til at styrke foreningens arbejde med friluftsliv. Lokalforeningspuljen uddeler i alt 2,7 millioner kroner, og fristen for at søge er 17. maj 2024.

Har din jagtforening brug for støtte til foreningens friluftsaktiviteter, eller har I ideer til nye indsatser, der kan styrke de lokale muligheder for friluftsliv og naturoplevelser? Så kan der være mulighed for at søge om tilskud fra Friluftsrådets Lokalforeningspulje. Der er ansøgningsfrist 17. maj 2024.

Lokale foreninger kan søge om støtte på op til 40.000 kroner til aktiviteter, materialer eller faciliteter, der kan styrke foreningens frivillige arbejde med friluftsliv. Der kan både være tale om eksisterende aktiviteter inden for friluftsliv og nye initiativer, såsom opstart af nye aktiviteter, aktiviteter for nye målgrupper eller øget synlighed og tilgængelighed i lokalsamfundet. Der er ikke krav om medfinansiering.

Det skriver Friluftsrådet i en pressemeddelelse.

For at søge friluftslivets lokalforeningspulje skal foreningen være tilknyttet en af de mere end 80 organisationer, som er medlem af Friluftsrådet. Og eftersom Danmarks Jægerforbund er medlem, er alle DJ-jagtforeninger berettiget til at søge. I 2023 blev der blandt andet givet tilskud til kajakklubber, rideklubber, vinterbadeklubber og sejlklubber, samt spejdergrupper, lystfiskerforeninger, jagtforeninger, og mange andre.

Læs mere om lokalforeningspuljen på Friluftsrådets hjemmeside.


Foto: Adam Grønne, Friluftsrådet