Offentliggjort den: 04. april 2024

Over 26 mio. besvarelser på Jagtprøven.dk

I september 2021 lancerede Danmarks Jægerforbund Jagtprøven.dk. Det er en online platform, der samler alt, hvad du har brug for som jagttegnsaspirant og jagttegnskursuslærer. 1. april rundede vi 26,8 millioner besvarede spørgsmål.

Tekst: Emma Astrup Sørensen

Må hare skydes med salonriffel med en anslagsenergi ved E0 på 175 Joule? Hvornår er en grågås normalt kønsmoden, og må en krikand handles uden for jagttiden? Det er blot tre af mange spørgsmål, du kan møde på Jagtprøven.dk. Og nu er spørgsmålene blevet besvaret 26,8 millioner gange.

Jagtprøven.dk blev lanceret i september 2021, og målet var at gøre jagttegnsundervisningen mere overskuelig for både aspiranter og undervisere. Dét ved at samle alt du har brug for på en platform.

- Det har været en bragende succes! Vi håbede at få fat i nogle flere aspiranter, men at vi i dag har cirka 90 procent af en jagttegnsårgang, det er meget mere, end vi turde håbe på, fortæller Mads Spanggaard Dragsbæk, konsulent for digital undervisning hos Danmarks Jægerforbund.

De første jagttegnsprøver begynder her i april, og det betyder højsæson for Jagtprøven.dk, hvor der sidste år i april måned blev svaret på hele tre millioner spørgsmål.

Skræddersyet undervisning

Jagtprøven.dk samler alt den information, du har brug for - både som jagttegnsaspirant og jagttegnskursuslærer. Der er alt fra en kalender, du nemt kan synkronisere med din smartphone, til kommunikationskanaler og muligheden for at tilpasse undervisningen til det enkelte hold.

Jagttegnskursuslærere har mulighed for at se hvilke spørgsmål deres aspiranter har sværest ved, mens man som aspirant også har et overblik over egne resultater. På den måde er det nemt at se, hvilke områder undervisningen skal fokusere på.

På jagtprøven.dk er der forskellige måder at tilgå viden, da der er forskel på, hvordan man lærer bedst. Er du en læsehest, kan du læse dig gennem et hav af materiale. Du kan tilgå podcast og få indhold læst højt, hvis det er måden, du nemmest lærer. Og ellers kan du quizze dig til en masse viden.

Den bedst mulige platform

Alle kursistmedlemmer og jagttegnskursuslærere i Danmarks Jægerforbund har gratis adgang til platformen. I dag er der cirka 500 jagttegnskursuslærere, der har adgang, og der er cirka 10.000 kursister, der har besvaret spørgsmål på jagtprøven.dk siden lanceringen. Du kan som aspirant benytte dig af platformen, ligegyldigt om din underviser er tilknyttet eller ej. Mads Spanggaard Dragsbæk håber på, at den store tilslutning forsætter mange år endnu.

- Vi vil gerne blive ved med at være det sted, hvor folk søger hen. For jo mere data, vi har, jo nemmere er det at forbedre. Og vi vil gerne blive ved med at arbejde mod den bedst mulig platform til jagttegnsaspiranter og -undervisere, siger han.