Offentliggjort den: 14. april 2023

På jagt med Ønskefonden

Freja Vetter havde egentlig glemt alt om ønsket om en tur til New Zealand sammen med sin søster, da det blev opfyldt.

Tekst: Thomas Lindy Nissen
Foto: Per Agerlund Jacobsen

Da Freja Vetter i efteråret 2019 – i en alder af 17 år – fik konstateret kræft i svælget måtte hun og hendes familie igennem et af de værste mareridt, man kan forestille sig. Efter lange udredninger, operation, kemoterapi og strålebehandling kunne lægerne i juli 2020 heldigvis konstatere, at behandlingen havde virket. Herefter begyndte genoptræningen – hun havde tabt ni kilo (mere end 20 pct.) af sin kropsvægt under behandling.

Både Freja og hendes tvillingesøster Annika har været med sin far, Dan Vetter, på jagt siden de var helt små. De har ikke selv taget jagttegn, men det er en del af planen, at de vil have det i fremtiden. Ud over at have været meget på jagt som observatører i Danmark, har de også gennem hele barndommen hørt om deres far jagtophold i New Zealand, da Dan var ung – men det kommer vi tilbage til.

Ønsket bliver opfyldt

På Kræftværket – et frirum på Rigshospitalet for unge mennesker med kræft – hjalp en sygeplejerske med hvilke fonde man kan søge for at for hjælp mht. til udgifter til behandling m.m. Her fik Freja også kontakt til Make-A-Wish Danmark (Ønskefonden), som opfylder ønsker for børn mellem 3-18 år med livstruende sygdomme med henblik på at skabe håb, styrke og glæde. Her søgte Freja om at få et ønske opfyldt.

- Der gik et lille års tid, inden to frivillige repræsentant fra fonden kom på besøg hos os. Under hyggesnakken oplyste de mig om, at jeg kunne komme med tre ønsker, fortæller Freja.

Man hvad skulle hun vælge?

- Jeg ønskede mig en ny telefon eller et badeophold for familien, mens mit sidste ønske blev om en tur til New Zealand sammen med min tvillingesøster. Det land har far altid fremstillet som et land med guld og grønne skove, fortsætter hun.

Repræsentanterne fra fonden besluttede at sætte ønsket om turen til New Zealand øverst på listen. Freja var igen godt i gang med sit liv og gymnasiet, da hun fik den overraskende besked, at ønsket om en rejse til New Zealand ville blive opfyldt.

Mødet med en dansker

I slut januar 2023 tog Freja og Annika så afsted på en tre mdr. lang rejse. Turen blev udskudt en dag med et ophold i Doha pga. store oversvømmelser i bl.a. Auckland, men snart var de fremme.

- De første dage blev brugt på at købe en bil, hvilket var lidt af en udfordring i en by, som var mere eller mindre ødelagt af orkan og oversvømmelse, fortæller hun.

De blev dog hjulpet rigtigt meget af lokale kiwier, som de indfødte newzealændere kalder sig selv. Planen var at køre lidt rundt og leve backpacker-livet, mens jagt egentlig ikke var en del af søstrenes plan.

- Vores far skulle have været på jagt med Per Agerlund Jacobsen fra Viking Guides i foråret 2020, men det måtte han aflyse pga. min sygdom, fortæller Freja.

Faderen tog derfor – på vegne af pigerne – kontakt til Per, for at spørge, om de måtte besøge ham og hans familie undervejs. Det måtte de godt, og hvis de havde lyst, ville han også gerne tage dem med på jagt.

På kronvildtjagt

Selvom Freja og Annika har været med deres far på jagt, havde de aldrig selv skudt et stykke vildt, så de overvejede jagtinvitationen i et par uger, men endte med at takke ja.

- Vi har været med på alle jagtformer og også skudt lidt hjemme i Danmark, så vi ved godt, hvad der var den farlige ende af våbnet, konstaterer Freja.

Selvom de ikke lige havde regnet med, at det var en mulighed at komme på jagt i New Zealand, da de jo ikke har jagttegn, kunne det altså godt lade sig gøre. I New Zealand er der nemlig ikke krav om, at man skal have jagttegn for at kunne gå på jagt, så længe man er på jagt med en der har våbentilladelse.

- Vi ledte primært efter vildgeder, men fik ikke chance til nogen. På tredjedagen gik Per, en af Pers venner og jeg en tur, da vi pludselig ser to hinder og en 10-ender kronhjort, fortæller hun.

For Freja var det en stor oplevelse bare at se dyrene, som de studerer i kikkerten. Kort efter spotter Freja endnu en hind, som de kigger på et stykke tid, inden de opdager en kalv og en hjort lidt under hinden.

Nybagt hjortejæger

Den hjort vil Per gerne have skudt væk, så han spørger hende, om hun vil skyde?

- Selv om jeg er hurtig til at tage beslutningen, er det ikke let, for det betyder virkelig noget for mig, at tage et dyrs liv, men jeg vil gerne skyde den, fortæller hun.

Per gjorde alt klar med riflen i skydestokken og guidede hende roligt gennem processen uden nogen for pres. Kronhjorten faldt på stedet.

- Det var en fed følelse at skyde hjorten, men det kaldte også på lidt eftertanke, konstaterer hun kort.

Freja var bevist om risikoen for, at hun kunne komme til at anskyde hjorten, og havde da også lidt bukkefeber undervejs.

- Jeg synes dog ikke det var så slemt, og den bukkefeber jeg har oplevet at far har, ser ud til at værre end det jeg havde, konstaterer hun med et skævt smil på læben.

Hjorten forendte med en perfekt bladkugle, til stor forløsning for den nybagte hjortejæger. Som en sidste handling den dag ringede Freja til sin far, som virkelig blev stolt. Og således fik det der begyndte som en frygtelig historie en rigtig fin slutning.