Offentliggjort den: 08. juni 2023

FM i Kombineret Jægerskydning

Forsommerens skydemesterskab er for ham eller hende, der kan lidt eller meget af det hele. Og når udvalgsformand Per Henriksen siger, at det er for alle – så er det den rene sandhed. Bevist med, at alle deltagere i FM pr. automatik kan komme med til de nordiske mesterskaber. Uanset om du er en ”tudsegammel” ræv eller grøn debutant. Så tøv ikke, men kom med næste år den første weekend i juni 24, hvor Danmark i august er vært for NM!

Tekst og Foto: Max Steinar

De fleste jægere har både haglgevær og riffel. Dermed kan de fleste jægere deltage i forbunds mesterskabet (FM) i disciplinen Kombineret Jægerskydning. Men det gør de ikke; til årets mesterskab søndag den 4. juni var der blot 41, der benyttede sig af den fremragende mulighed for virkelig at få ”trænet igennem” med hagl og kugle, og få testet deres niveau især imod egen normal standard og dernæst andre jægeres præstation.

Der var langt mellem de nye ansigter i flokken, men en af dem var Torben Brandt Pedersen. Den 64-årige ”nybegynder” er kaptajn i hæren, og veteran fra Afghanistan, så at arbejde under et vist pres er bestemt ikke ukendt for ham. Han er venner med en gammel rotte i FM-sammenhæng, Bjarne Feddersen, som havde fremhævet dette FM’s mange gode sider overfor Torben.

- Ja, Bjarne fik mig gjort nysgerrig, og da jeg læste i fredagens nyhedsbrev, at der var ledige pladser, og man bare kunne komme, så måtte jeg afprøve arrangementet, lyder det med et lille smil fra debutanten.

Midt i Jylland

Som det efterhånden er blevet traditionen, så var det Herning Jagt Center (HJC) i Ørre, der lagde rammer til mesterskabet. På det store anlæg er der både jagtbane, to gange sporting, nordisk trap og riffelbane, og endelig så er der mulighed for at opstille en bane til dem, der vil skyde med bue (og dermed deltage i jægertriatlon, altså i fem discipliner). Alle fremmødte blev tilbudt den mulighed, for buekoordinatoren i kreds 2, Henrik Juhl Haugstrup, som stod for skydningen, havde medbragt tre buer til enhver, der ville prøve kræfter med våbentypen.

Et særkende ved mesterskabet er den organiserede træning, som man kan købe sig til om lørdagen. Her har man muligheden for at træne hele to gange under præcis samme vilkår som i søndagens konkurrence. Et gode, som et flertal benyttede sig af.

To gange hagl, to gange riffel

Med riffel skal deltagerne skyde to discipliner: Ti skud til DJ’s bukkeskive, afstand 100 metrer. Fire liggende, tre siddende og tre stående. Alle uden anlæg eller andre hjælpemidler. Ti skud til løbende elg, som bevæger sig 20 km/t, på en afstand af 100 meter. Og med haglgevær skal deltagerne også skyde to discipliner: Nordisk trap, 25 duer. Og sporting, ligeledes 25 duer.

Du kan score 100 point i hver disciplin. Det totale maksimum er altså 400 point.

Allround

Som i atletikkens mangekamp eller som i militær femkamp handler det ikke om at være bedst til det hele – men bedst i gennemsnit. Hvis du er som langt de fleste andre jægere og skytter, så ynder du automatisk at skyde med den våbentype og i den disciplin, du er bedst til. Det er jo altid rart at blive bekræftet – ikke? Det er naturligvis en fejl, for du/vi bør alle træne vores svageste sider. Og det helt vidunderlige ved kombineret jægerskydning er, at hvis du ellers jager med både hagl og kugle, ja, så vil den træning og den erfaring, du får i kombineret jægerskydning, kunne anvendes ude på jagt!

Hvis du har et haglgevær, du ikke føler dig 100 procent fortrolig med, så bør du blive det – hvis du ønsker at jage med det. Og naturligvis nøjagtigt det samme, hvad riflen angår. Især i relation til løbende mål. Hvis du får en invitation til kronvildtjagt her i efteråret, og du har en ambition om at skyde til krondyr i bevægelse – så skal der altså træning til.

Dire Straits rykker

Lige siden han som junior vandt ikke kun sin klasse, men også slog ”de voksne”, så har Anton Jonassen præget dette FM. Det gjorde han så sandelig også i år, hvor han igen vandt på tværs af alle klasser, med flotte 354 point ud af 400 mulige.

Antons hemmelighed? Vel, for det første er han professionel skytte, for det andet har han brugt sine våben flittigt, for det tredje har han åbenlyst talent for det – og for det fjerde, så udelukker han alle forstyrrende indtryk ved at lytte til bandet ”Dire Straits”, når han skyder, fortæller han med et stort grin. Den slags elsker en stor tilhænger (altså Jægers udsendte) af det ikoniske band jo at høre!

Barske veteraner

Nicholai Vigger Knudsen og Per Henriksen er efterhånden blevet fast inventar til dette FM, den førstnævnte som usvigelig sikker afvikler, den anden som aktiv udvalgsformand, der har udviklet en – for de andre skytter – ubehagelig vane med at være meget velskydende. Så Per vandt – igen – veteranklassen, foran en anden gammel rotte, der er kommet ud af sit frivillige ”cølibat” ift. FM, nemlig den tidligere mangedobbelte mester og tidligere vinder af det nordiske mesterskab, Jens Christian Gammelvind. Den nu 69-årige sjællænder sluttede i 2018 med at vinde NM samlet, med scoren 364 point, hvor han samtidigt vandt både sport og trap.

Han udtalte dengang, at han ville vende tilbage i 2024, når han blev superveteran. Det løfte ”løb” han fra, da han trængte til mental adspredelse oven på ugen forinden at have mistet ”sin bedste ven” gennem 12 år, en labrador, han kalder den bedste hund, han har haft ud af 11 labber, en kleiner münsterländer og en cockerspaniel.

Det gik så ud over alle de andre veteraner, bortset fra Per, idet Jens Christian vandt sølv. Desuagtet at hans ”træningsindsats” i pausen på de fem år bestod i at have skudt 15 i alt riffelskud og tre gange 40 duer. Det kan man da kalde at ”Have det på rygraden!”

Aage Teglgaard er rykket op i netop superveteranklassen, som han vandt foran den eneste anden deltager, Hans Jørgen Levesen. De to må døje med Jens Christian til næste år.

Dominerende dame

Siden ”Ruder Dame var pige” har Marianne Rasmussen suverænt domineret dameklassen, og således også i år, hvor hun atter sejrede. Men hun har nu fået en, der bider hende i haserne, i skikkelse af Louise Jensen, der sluttede ”kun” 15 point efter. Med nybegynderen, Jane Skovgaard Hansen, på bronzepladsen.

Kom frisk!

Dette FM kan andrage karakter af en rutinemæssig fætter-kusine sammenkomst, fordi alt for mange af jer, der læser dette, ikke møder op! Sagt med udvalgsformand Per Henriksens ord, så er dette jo en fantastisk måde at få intensiv og brugbar træning på over en hyggelig weekend, og så tilmed til en meget lav pris; hele 12 serier med riffel og hagl til blot 550 kr.

Det er Torben Brandt Pedersen klar til at skrive under på, da Jægers udsendte spørger ham efter stævnet:

- Ja, det har bestemt været pengene og umagen værd! Det har været sjovt, spændende og lærerigt at deltage, og hvis ikke den forreste kikkertbase var gået løs på min riffel, ville jeg have fået pænt mange flere point. Det lærte jeg så af, nemlig at tjekke grejet grundigt. Og ja, jeg kommer helt sikkert igen til næste år, og jeg vil forsøge at få en håndfuld andre veteraner med.

To andre debutanter – Henrik Skott og Jane Skovgaard Hansen – var bestemt også tilfredse med, hvad de havde oplevet: -Det er både sjovt og udfordrende, fordi man hele tiden skal omstille hovedet fra skydning med hagl til skydning med riffel, og modsat, synes Henrik. Jane supplerer:

- Ja, og jeg skal bare have trænet noget mere med hagl. Jeg er pivringe til det – men hvor er det sjovt! Den nikkedukke maskine i trap drillede mig virkelig meget – jeg er kun vant til en maskine, der svinger fra side til side. Ikke en, der også varierer i højden på duerne.

Vil du med til Nordisk Mesterskab?

I starten af august mødes jægere fra Finland, Sverige, Norge og Danmark til NM på Ringerike Skytesenter, ca. 70 km nord for Oslo. Hvert land må stille med 45 skytter. Der deltog 41 skytter til årets FM i Ørre.

Til næste år mødes alle danske lege- og træningsglade jægere – som er medlemmer af jægerforbundet - den første weekend i juni til FM, og som altid i Ørre. Der er rigtig god plads til DIG, og gerne med dine venner. Og bliver du bidt af det – så afholdes NM næste år i Danmark.

Læs mere om det nordiske mesterskab her: Læs mere om det nordiske mesterskab. Se komplet resultatliste her.

Resultatliste: