Drabelig jagthistorie: "Den fik mig sørme ..."
At tænke sig, at være én af hovedpersonerne i en vild jagthistorie, og så ikke at kunne huske særligt meget. Indrømmet, jeg ’plager’ gerne mine venner og følgere på sociale medier med mine jagthistorier og derfor er det også særligt ærgerligt at være i centrum for en rigtig drabelig jagthistorie – og så kan jeg ikke huske alverden fra episoden.
I november var jeg inviteret som hjælper på en nyjægerjagt. Det er en jagt hvor NST inviterer nyjægere til en ”uddannelsesdag,” og for nogle er det deres første jagt. Denne jagt fandt sted tæt på Aars i Jylland, primært på arealer med demonstrationsarealer med nogle af de vildtvenlige tiltag man kan lave. Omkring 20 nyjægere og et mindre antal hjælpere var med på dagen. Inden første såt klædes de nye jægere på med råd om sikkerhed, jagtetik, hornsignaler og meget mere. Det var vist i grunden Janka, min hund der er inviteret, men da hun ikke selv kunne køre bilen, så var jeg også med.
Janka var fra morgenstunden noget tændt, for hun har gået inde en hel uge med et stort sår der skulle hele. Så der var fuld gas på fra morgenstunden. De første to såter før frokost var med begrænset udbytte. Os hjælpere, der gik igennem eller satte af, var så privilegerede at vi ikke skulle skyde hvis vildtet havde kurs mod nyjægerne. Vi kunne således roligt lade de svære sneppeskud passere og blot muntert melde "Tiro, sneppe fremad," og bagefter kigge overbærende på nyjægerne når de med to tomme hylstre forsikrede, at det var et umuligt skud, vel vidende at vi nok heller ikke selv havde ramt.
Efter frokost og en god introduktion til brug af schweisshunde af Elon Godiksen, drog vi afsted igen. I første såt efter frokost så vi en del rådyr og et par harer, så alle var tændte inden fjerde såt. Denne såt bestod af nyere blandingskulturer af forskellig højde. Hundene fik lov at arbejde, vi andre skulle blot igennem. Janka er altid i god kontakt, det sørger hun selv for. Jeg skulle bare bane mig vej, for tæt var det.
Kronhjorten angriber
Pludselig opdager jeg en særdeles gedigen kronhjort der kommer gående bagfra helt tæt på mig. Der er faktisk kun en trærække imellem os, det vil sige 1-1,5 meter. Da den er 1-2 meter foran mig, vil jeg varsko nyjægerne og melder højlydt "Kronhjort fremad". Dét skulle jeg nok have ventet lidt med! Jeg har en svag erindring om at kronhjorten vender lynhurtigt, kigger på mig, krummer ryg og så husker jeg ikke så meget mere.
Min makker på højre side hører en del tummel og spørger om alt er OK. Det svarer jeg bekræftende på, hvilket ikke er aldeles korrekt. På det tidspunkt kalder jeg på Ivar Høst, og han finder mig mens jeg ligger og spytter blod ud og retter på tænderne. Mit grej ligger lidt over det hele, mit jagtgevær finder han for eksempel flere meter væk.
Ifølge gode kammerater melder jeg ud, at jeg har det helt fint på turen tilbage til klubhuset. Selv husker jeg ikke noget.
Vi kommer tilbage til jagthytten og de konstaterer, at jeg ikke skal køre hjem. Det var vist en klog beslutning. Faktisk ringer de 112 og pludselig befinder de stakkels nyjægere sig i en vrimmel af ambulance, akutbil, læger, reddere og sågar en helikopter. Lidt af en oplevelse for nyjægerne, og jeg beklager hvis de blev forskrækkede og at jeg ikke deltog i afslutningen. Vil dog undskylde mig med at jeg faktisk ikke havde det synderligt strålende, og paramedicinerne var en smule insisterende.
Temmelig konfus jæger
I løbet af den måned, der er gået siden, har jeg fået lidt brudstykker fortalt af andre og af hensyn til forsikringen har jeg læst om forløbet på patientinfo. Tilsyneladende har jeg haft en ”fest”. Har nægtet at få anlagt kateter, har nægtet at blive syet i munden og i tungen, vil ikke med helikopter da jeg er miljøtosse og har givet sygeplejerske en skideballe for at sparke til min seng på sygehuset. Det vil jeg da godt beklage.
Tak til dem der hjalp med bil, hund, mv.
Det endte med en overnatning på Hotel Syd. De kunne konstatere at jeg havde været ret heldig. En svær hjernerystelse, nogle flænger og rifter i hovedet og rigtigt mange store blå og ømme mærker på overkroppen. Mine læderbukser havde redderne klippet sønder og sammen og min røde vest har et fint hul på brystet fra en sprosse, heldigvis der, hvor den er dobbelt.
Og nej, jeg er da ikke blevet skræmt af sådan en smule pelsdyr og var da også med på næste jagt dernede cirka en måneds tid efter. Nu var der sne på grenene i nyplantningerne, sigtbarheden var under en meter og jeg gik samme tur. Lille pelsdyr eller ej, så var det knapt nok en fornøjelse denne gang. Hvis nogen mente at jeg råbte særligt højt og ofte denne gang, så tror jeg helt bestemt det er korrekt.
Og hvad kan vi så lære af det? En erfaren schweishundemand rystede på hovedet af mig, da han hørte jeg meldte hjort fremad mens jeg var så tæt på hjorten. Han havde oplevet hvor hurtige de er. Næste gang får den da nok lige 5-10 meter. På en sådan jagt er det bare vigtigt at der er en jagtleder der kan tage ansvar og efter hvad jeg har fået fortalt, så var der styr på det. De sørgede også for at der blev taget hånd om bil, hund og gevær, mv.
Det var et hændeligt uheld, men jeg håber dæleme at hjorten har fået bare en smule ondt i knolden. Personligt har jeg fået en god jagthistorie og et par læderbukser med nogle lange syninger, som ikke mange andre har.
