OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. februar 2023

Det Gyldne Slip Nordjylland

Igen i år så skal der skydes Det Gyldne Slip i Nordjylland. Fem klubber er igen gået sammen for fortsat at lave et godt tilbud til bueskytter og -jægere, som vi har gjort siden 2017.

Tekst og Foto: Jørgen Haller

Det Gyldne Slip opstod da der i Nordjylland var et ønske flere 3D-skydninger til rimelig pris og afstand. Det må vi sige at overholde, da der er fire skydninger i Nordjylland og det koster 75 kr. inkl. morgenmad at være med. Det er stadig således, at alle bueskytter og -jægere kan deltage, uanset om de er i en klub eller ej. Vi har deltagere fra Danmarks Jægerforbund, FADB, Bueskydning Danmark, DGI og folk der står helt uden klub. Alle er således velkomne, når blot de bidrager med godt humør. Det gør det nemlig muligt for alle at få jagtrelevant erfaring på 3D-banen og noget hulens god træning. Faktisk havde vi flere gange sidste år deltagere der kom sydfra for at være med.

Der skydes to klasser: Buer med hjul (compound) og buer uden hjul (traditionelt). Målene er 3D-dyr (2-40 meters afstand), og der skal træffes hjertering (5 point) eller lungering (3 point). Der må anvendes afstandsmåler. Vi starter turneringen med første afdeling hos trækkerdrengene i Hjallerup den 7. maj. Efter skydninger i Thy (25. juni) og Sæby (20. august) slutter vi i Støvring den 10. september med sidste afdeling. Vi forventer helt klart rekordstor tilmelding i år, og vi kan love spændende baner og hyggeligt selskab.

Hver skydning starter med fælles morgenhygge inden start. Efter skydningen er der sammentælling af point og præmieuddeling. I hver skydning bliver der uddelt præmier til de bedste skytter. Præmierne til de bedste skytter er en flaske af vores ’egen’ vin, med guld, sølv eller bronze etikette. Vin med affektionsværdi!

De bedste skytter deltager for at vinde, men alle skytter får udbytte af skydningerne. Dels gennem jagtrelevant træning, masser af hygge - og dels har alle på lige fod mulighed for at vinde en præmie, når der trækkes lod på skydekortene. For os, der organiserer det hele, er det mindst lige så vigtigt at mødes på kryds og tværs. Nye buejægere møder erfarne buejægere, konkurrenceskytter møder hyggeskytter, unge og gamle mødes i et fælleskab, mv.

Vel mødt til alle interesserede til Det Gyldne Slip Nordjylland!