Offentliggjort den: 01. september 2022

Vær opmærksom på reglerne for kronvildtjagt før solopgang

I forbindelse med starten på jagtsæsonen for kronvildt kan der opstå usikkerhed om reglerne for at skyde kronhind og kronkalv før solopgang.

Tekst: Niels Henrik Simonsen

Denne mulighed findes imidlertid kun i de lokalområder, hvor det direkte fremgår af de lokale jagttider for kronvildt i jagttidsbekendtgørelsen.

Ifølge bekendtgørelsen må kronkalv jages fra 1 time før solopgang til solnedgang i september måned i Midtjylland og fra en time før solopgang til en time efter solnedgang på Djursland (kortbilag 9 og 10 på nedenstående kort).

Senere på sæsonen er der desuden mulighed for at jage kronhind og kronkalv før solopgang i nogle jyske lokalområder (kortbilag 9, 10 og 11).

Alle andre steder gælder de generelle bestemmelser om, at kronvildt kun må jages fra solopgang til solnedgang.

Se de lokale jagttider i dit område for kronvildt ved at klikke på kortet på denne side: https://www.jaegerforbundet.dk/jagt/regler-og-sikkerhed/jagttider/lokale-jagttider-pa-kronvildt/ eller i DJ’s app Jæger.