OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. juni 2022

Nyjæger: Kom til Hunting Skills 2022

Sommeren byder på spændende nyjægerarrangementer over hele landet. Alle nyjægere og andre interesserede er velkommen til en dag i jagtens verden.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Det kan godt være en udfordring at komme i gang med sin nye hobby. Jagtens verden er stor og forunderlig, men den kan også virke overvældende for de nyjægere, der måske ikke på forhånd har kontakter i den lokale jagtforening. Derfor har nyjægerudvalget igen taget initiativ til at arrangere såkaldte Hunting Skills-arrangementer, som skal føre nyjægeren og andre interesserede ind i jagtens verden.

I kreds 1 løber arrangementet af stablen den 12. juni kl. 10.00-15.00 i NordVestHimmerlands Jagtforening. I kreds 6 og 7 sker det den 14. august kl. 10.00-15.00 i Køge/Herfølge Jagtforening. I kreds 3 er der nyjægercamp 24.-25. september.

Hvorfor kalder vi det Hunting Skills?

Det er der flere grunde til. I dag er nye jægere ikke alle unge, faktisk er gennemsnitsalderen næsten 40 år, så en del nye jægere, typisk af den lidt høje alder, ikke så glade for betegnelsen nyjægere, derfor kalder vi også arrangementerne for Hunting Skills da jagt er et håndværk.

Det engelske udtryk 'skills' (håndværk) anvendes for at skabe parallellen til de arrangementer hvor landets bedste håndværkere mødes, og dyster på baggrund af deres faglige formåen. Vi jægere skal også vise vores håndværksmæssige formåen, og med stolthed vise de typer af naturhåndværk som vi praktiserer.