OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. marts 2022

Jagtprøven.dk er blevet godt modtaget

Der er gået seks måneder siden Jagtprøven.dk blev relanceret som et onlineunivers til jagttegnsundervisningen, så det er tid til at gøre status.

Tekst og Foto: Andreas Thørring Bastrup

Et onlineunivers til jagttegnsundervisningen. Sådan beskrev vi det i Jæger i september sidste år, da vi for første gang omtalte den opdaterede udgave af undervisningsplatformen Jagtprøven.dk. Opdateringen bød ikke blot på et nyt design, men en masse nye funktioner til både jagttegnskursuslærere og -aspiranter. Men hvordan har brugerne taget mod det nye system? Det kan du læse lidt mere om herunder.

Næsten 3 millioner besvarede spørgsmål

2.820.718. Så mange spørgsmål har brugerne af platformen besvaret i løbet af de sidste 6 måneder. Det svarer til, at brugerne i gennemsnit har besvaret over 15.000 spørgsmål eller 389 skriftlige jagtprøver (40 spørgsmål) om dagen. Ser vi på antallet af tests, er der taget ca. 94.000 tests. Det betyder at brugerne i gennemsnit har besvaret 30 spørgsmål pr. test.

Stor tilslutning blandt jagttegnskursuslærerne

Vores primære mål for de første 6 måneder har været at få aspiranterne i gang med at bruge platformen. Det skyldes, at de fleste jagttegnskursuslærere allerede bruger bestemte værktøjer i deres undervisning, og at det derfor kan tage lidt tid for dem at indarbejde en ny platform i undervisningen.

Modtagelsen blandt jagttegnskursuslærerne har dog været overvældende. I skrivende stund har 209, ud af de 419 der er registreret i vores medlemssystem, gjort brug af siden og oprettet 332 undervisningshold til sammen.

Ingen IT-systemer uden startvanskeligheder

De mange brugere på Jagtprøven.dk har for alvor fået testet sidens servere. Således var vi i slutningen af januar nødt til at rykke siden til en ny server, hvilket medførte nye udfordringer, da den nye server manglede en vigtig opsætning. I samarbejde med udviklerne fik vi dog fundet og løst fejlen, så platformen igen kom op at køre. Du kan læse mere her.

Hvis du er bruger af Jagtprøven.dk og oplever problemer, må du meget gerne melde dem ind på support@jagtproeven.dk, så vi kan få identificeret og løst eventuelle fejl.

Udviklingen fortsætter

Selvom relanceringen af Jagtprøven.dk indtil videre har været en succes, har vi ikke planer om at læne os tilbage og smide fødderne op. De jagttegnskursuslærere og -aspiranter som bruger systemet, er gode til at melde ind med forslag til optimering samt ønsker til nye funktioner. Derudover er det meningen at sidens indhold skal udbygges fremadrettet, så Jagtprøven.dk kan blive et endnu stærke værktøj til jagttegnsundervisningen.

Forslag til nye funktioner eller videreudvikling kan sendes på support@jagtproeven.dk.