OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 28. september 2022

Det gyldne slip - Østjylland: Silkeborg Edition

Den 24. september gennemførtes sæsonfinalen for Det Gyldne Slip - Østjylland, denne gang hos Silkeborg og Omegns Buejægere. Som sædvanligt var alle bueskytter velkomne, men for medlemmerne af Danmarks Jægerforbund udgjorde skydningen også årets østjyske kredsmesterskab.

Tekst: Henrik Haugstrup
Foto: Sarah Høgholt

Lørdag morgen mødte 24 forventningsfulde skytter til morgenmad på Silkeborg og Omegns Buejægeres indendørsbane. Det varede ikke længe, før snakken gik lystigt om det store morgenbord. Hyggen er altid i højsædet til disse stævner, for udover at skærpe buejægernes skydefærdighed gennem konkurrence, er hovedformålet at skabe venskaber og bygge broer mellem klubberne. Det må siges at være lykkes.

Efter velkomst, parole og inddeling i patruljer begav skytterne sig af sted til startposterne. Banen var opstillet til lejligheden og bestod af 29 mål, fordelt på afstande på 2-40 meter, gennem det kuperede terræn, så der var udfordringer til alle. Særligt de traditionelle skytter måtte koncentrere sig, men de var alle godt skydende og fik alle pile med hjem.

Da Silkeborg og omegns buejægere er en nystartet jagtforening, råder de endnu ikke over mange 3D mål, men skydningen kunne alligevel gennemføres takket være Salling Buejægerlaug fra kreds 2, der i dagens anledning havde udlånt de nødvendige 3D-dyr. Meget kan lade sig gøre når vi er villige til at samarbejde og hjælpe hinanden på tværs af foreninger og kredsgrænser.

Efter nogle hyggelige timers skydning gik turen tilbage til udgangspunktet. Hvor Michael fra Silkeborg og Omegns Buejægere stod klar med pølser fra grillen og en velfortjent øl eller vand mens buekoordinator Henrik indtastede dagens resultater.

Efter optællingen stod det klart, at der måtte en omskydning til for at afgøre førstepladsen da Eigil Frey, og Peter Fogh Rasmussen begge havde skudt 133 point. Omskydningen fandt sted på indendørsbanen, hvor der blev skudt til en ringskive på 25 meters afstand. Begge skytter leverede flotte skud, under presset fra de mange tilskuere, men Peters skud var få millimeter tættere på centrum og dermed var vinderen fundet. Efter udlevering af præmier og lodtrækning af gevinster fra dagens sponsorer: Bowgear og Water & Wellness Randers kunne vi erklære turneringens første sæson for afsluttet.

Fra koordinatorgruppen skal der lyde en stor tak til Grenaa buejægere, Randers Buejægere, og Silkeborgs og omegns buejægere, uden hvis engagement og deltagelse det ikke ville have været muligt at gennemføre turneringen. Stævnets deltagere udtrykte stor begejstring, samt et fælles ønske om at fortsætte konceptet.

Vi er allerede i gang med at idéudvikle, og Det gyldne slip Østjylland vender stærkt tilbage i 2023, og vi har plads til endnu flere foreninger og deltagere. Du kan holde dig opdateret på turneringens facebookgruppe. Tak for i år.

Resultater kredsmestersskab, kreds 3:


Compound Herrer:

1: Peter Fogh Rasmussen
2. Eigil Frey
3. Jacob Tinghede

Compound damer:

1. Sarah Høgholt

Traditionel:

1. Jesper Thomsen
2. Rasmus Hovgaard Amtkjær
3. Christopher Bønding