OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 24. januar 2022

Corona-ramte jagtforeninger kan søge kompensation

Jagtforeninger kan søge om kompensation for økonomiske tab forårsaget af Covid-19. Der er afsat i alt 3,4 mio. kr. til puljen, og der er ansøgningsfrist den 7. marts 2022.

Har din jagtforening lidt økonomiske tab som konsekvens af forsamlingsforbud, mistede medlemmer eller aflyste arrangementer under coronakrisen?

Så kan det være en god idé at kigge nærmere på Friluftsrådets Covid-19 Hjælpepulje. Her kan lokale friluftsforeninger søge om kompensation senest den 7. marts. Der kan søges om tilskud til at afbøde de negative økonomiske konsekvenser, som foreningen oplever på grund af aflyste arrangementer og manglende indtægter mv. som følge af Covid-19 i perioden 11. marts 2020 til 7. marts 2022.

Der er i alt afsat 3.395.000 kr. til puljen. Der kan ikke søges om tilskud på under 5.000 kr. Der er ingen faste beløbsgrænser for tilskud. Læs mere om Friluftsrådets Covid-19 Hjælpepulje og find linket til ansøgningsskemaet på Friluftsrådets hjemmeside her.