Vildt- og naturkonsulent søges
Danmarks Jægerforbund søger en vildt- og naturkonsulent med fokus på dataindsamling - herunder særligt at understøtte, koordinere, uddanne og motivere frivillige til at bidrage til dataindsamling.
Brænder du for dataindsamling knyttet til natur- og vildtforvaltning, og ikke mindst motivering af frivillige? Er du indstillet på at arbejde i en politisk styret organisation, og vil du være en del af natur, vildt og jagtteamet i Danmarks Jægerforbunds afdeling for Rådgivning & Uddannelse? Så har vi en spændende fuldtidsstilling til dig med tiltrædelse senest 1. marts 2022.
Din primære arbejdsopgave bliver at stå i spidsen for jægerforbundets dataindsamling, og i den sammenhæng særligt at understøtte, koordinere, uddanne og motivere frivillige til at bidrage til dataindsamling. Herunder at medvirke til metodeudvikling og eksponering af eksisterende dataindsamling knyttet til jagt- og vildtforvaltning. Endelig må det forventes at skulle yde rådgivning, undervise og gennemføre foredrag indenfor vildt og naturområdet.