OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 30. juni 2021

Tilsagn til skydebanepuljen forsinket

Miljøstyrelsens tilsagnsskrivelser til ansøgere til årets skydebanepulje er desværre forsinket. De ventes at komme i løbet af uge 27.

Vi har tidligere skrevet her på siden, at ansøgerne til årets skydebanepulje kunne forvente at få svar inden den 23. juni. Nu har jagttegnskontoret under Miljøstyrelsen, som sidder med opgaven, imidlertid meddelt, at svarene - de såkaldte tilsagnstilkendegivelser - er forsinket. De ventes dog afsendt til ansøgerne i løbet af næste uge, altså uge 27.

Hvert år uddeler Miljøstyrelsen ca. 1 million kr. til foreninger, der vil etablere nye flugtskydebaner eller renovere eksisterende baner. Pengene kommer fra jagttegnsmidlerne, og formålet er at sikre jægerne gode muligheder for at vedligeholde og forbedre deres skydefærdigheder.

Skydebanepuljen blev etableret i 2001 som et led i indsatsen for at opbygge og forbedre kapaciteten på de danske flugtskydebaner. Der gives derfor udelukkende tilskud til flugtskydebaner, som anvendes til træning af jægere, og ikke til anlæg, der drives på kommercielle vilkår.