Søg Hedeselskabets medlemspulje
Hedeselskabet opfordrer DJ's jagtforeninger til at gøre brug af muligheden for at søge om penge til projekter, som bidrager til at udvikle natur, miljø, energi og levevilkår i Danmark. Selskabet uddeler i alt en kvart million i 2021.
Står jeres jagtforening og mangler et beløb til et godt projekt, som er til gavn for natur og miljø? Så er Hedeselskabets medlemspulje måske en mulighed for jer. Puljen, som uddeler 10 portioner af 25.000 kr. i 2021, kan søges af alle medlemmer af Hedeselskabet. Men jagtforeningen behøver ikke at være medlem. Et medlem af Hedeselskabet kan vælge at pege på et projekt, som hans eller hendes jagtforening gerne vil realisere. Dvs. at det blot er ansøgeren, der behøver være medlem af Hedeselskabet, og ansøgeren behøver ikke have aktier eller tage aktiv del i projektet.
Der er følgende ansøgningsfrister for medlemspuljen: 1. februar og 1. juli.