OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 28. april 2021

Sidste dag i kragens tegn

Krageregulering kan udføres på mange måder og med forskellige typer af krudtvåben. På sæsonens sidste dage tog vi en tur ud i foråret med haglbøsse, hund, kragekald, riffel og hareskrige. Se filmen her.

Tekst og Foto: Thomas Lindy Nissen

Nedlæggelse af krager uden for jagttiden – altså regulering – kan være tilladt, når det sker for at beskytte afgrøder eller den øvrige fauna efter indhentelse af tilladelse hos den stedlige vildtkonsulent. For at udnytte den sidste dag inden tilladelsen udløb, brugte Jens-Erik Krag en hel dag i kragens tegn med både haglbøsse og riffel.

Krager må, såfremt man har indhentet en tilladelse, reguleres i perioden 1. februar til 15. april.

Trækjagt er den mest effektive jagtform, når det gælder krager, men eftersom morgentrækket ikke rigtigt lykkedes, blev resten af dagen brugt på andre taktikker. I det gode forårsvejr blev dagen således brugt på bl.a. pyrschjagt med kaliber .222, hvilket resulterede i flere spændende pyrsch på de udparrede, territoriale fugle. Der blev også gjort forsøg på at lokke kragerne til med hareskrig, hvilket viste sig effektivt. Vel at mærke, så længe det var muligt at komme uset på post. Og under den jagtform gælder det om at være mere end almindeligt vågen.

Resultatet af dagen blev ikke det mest prangende, men sæsonens sidste chance for at hjælpe den øvrige fauna blev udnyttet, og det i et natursceneri som sprudlede af live både til lands og vands.