Offentliggjort den: 09. juni 2021

Råger og en flok glubske ulveunger

Pinselørdag lige over middag var jeg med fuldt læsset bil på vej til den årlige sommerlejr med de Ulveunger, jeg er spejderleder for. Så den her fortælling handler ikke om firbenede, pelsede ulveunger, men en flok herlige børn på 8-10 år.

Tekst og Foto: Mette Marquardsen

Halvvejs på vej mod Spejderborgen fik jeg en besked fra en af mine gode jægervenner, Regnar, der ville høre om jeg var interesseret i 28 rågeunger. Min første tanke var at sige nej tak, jeg var jo på vej på spejderlejr, men hurtigt fik jeg vendt tankerne og fik lyst til at flå og tilberede fuglene sammen med børnene. Mine medledere var med på idéen, så jeg susede af sted mod Hjørring, hvor Regnar ventede i parken Sct. Knuds Kilde, hvor han og en makker havde været på regulering. Det var i mellemtiden blevet til 29 råger, men det gjorde bestemt ikke noget, når det var 18 sultne ulve, der skulle fodres.

I parken ved Sct. Knuds Kilde blev der i vinter talt ikke mindre end 760 reder, og når man tænker på at der bliver lagt 3-5 æg i hver, kan man godt forstå, at de kan blive til gene. Vi havde først en lille introduktion til aktiviteten, hvor Ulveungerne hørte om, hvorfor så flot og klog en fugl kan være et problem visse steder, og det kunne de sagtens sætte sig ind i. Nogle af Ulveungerne havde selv hørt, hvor meget sådan en flok råger kan larme. De hørte om reguleringsjægere og om, hvordan de hjælper f.eks. mennesker, der bor i byerne, med at holde bestanden af råger nede. Vi talte også om hvor det forskellige kød vi spiser til aftensmad kommer fra. Så de syntes det var helt OK at spise råger – især når det er noget man kan finde på at servere på fine restauranter.

Derefter blev Ulveungerne inddelt i hold, så de lærte hvordan de skulle flå fuglene og skære brystfileterne fra. Efter svar på et enkelt spørgsmål om, hvor lang tid sådan en råge skal sove, når den er død, gik vi i gang. Nogle af børnene startede en meters penge væk, med hænderne på ryggen og et meget skeptisk ansigtsudtryk, andre for lige i fjerene og skulle straks undersøge fuglene. Et af holdene var så ivrigt, at det straks gik i gang med at plukke fjer og dun af brystet. Fjerene blev fanget af vinden og kastet rundt under det store Mastesejl, vi stod under. Det så ret vildt ud!

Jeg sammenlignede med kyllingebrysterne, man kan købe i supermarkederne, og talte om, at det her bare er fra en mindre fugl, men at rågebrysterne sidder det sammen sted som kyllingebrysterne sidder på kyllingerne. På et tidspunkt fik jeg øje på en af drengene, der stod og kikkede meget forundret på mig. Jeg pegede illustrativt på min egen brystkasse og sagde at det er det kød, der sidder lige her. Hans øjne blev endnu større og pludselig gik det op for mig at han måske troede vi spiste bryster! Jeg fik til drengens store lettelse forklaret at det ikke er bryster, men brystkødet, der sidder på brystkassen, og vi kunne fortsætte arbejdet.

Alle børnene, og de voksne, overvandt al skepsis og fik skåret fine brystfileter af rågerne. Børnene fik lov til selv at gøre al arbejdet og kunne, under vejledning, selv styre både flåning og det at skære brystfileterne fri. Ikke alle fileter blev perfekt skåret af, men det betød ikke noget. Selvgjort er velgjort og alle var meget stolte. Efter endt arbejde blev fuglene undersøgt grundigt, og jeg er ret sikker på at der havnede et par ben og klør i børnenes lommer og tasker. Jeg nåede i hver tilfælde at forhindre et hjerte i at ende i en lomme. Rågebrystfileterne blev tilberedt på bål med bacon og flødesovs og spist med kartofler og pasta. Det var en stor succes og langt de fleste ville gerne have haft mere, men 29 råger rækker ikke langt i en sulten ulveflok. Heldigvis spiser ulve også pasta, og det havde vi rigeligt af.

Jeg håber at der er andre jægere rundt omkring, der vil blive inspireret af denne historie og kaster sig ud i at inddrage en flok børn i arbejdet med vildt  også det vildt, der ikke er så kendt.

God fornøjelse!