OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 01. marts 2021

Nyt fra Fødevarestyrelsen om fugleinfluenza

Fugleinfluenzaen har endnu ikke sluppet taget i Danmark. Senest er der konstateret fugleinfluenza i en mindre fjerkræbesætning på Bornholm.

Tekst: Fødevarestyrelsen

I medierne berettes der fra Rusland om smitte til mennesker med en type af fugleinfluenza (H5N8). Der er dog ikke beskrevet smitte mellem mennesker. Fugleinfluenza (H5N8) er en type, der bl.a. påvises for tiden i Danmark. I en netop udkommet rapport fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) vurderes risikoen for infektion relateret til fugleinfluenza (H5N8) for offentligheden som værende meget lav. For erhvervsmæssigt udsatte folk vurderes risikoen for infektion som værende lav.

Til trods for at risikoen vurderes som lav, er der personer, der er i særlig risiko for smitte. Dette er hovedsageligt personer, der er i direkte kontakt med / håndterer syge eller døde fugle eller fjerkræ (f.eks. landmænd, dyrlæger og medarbejdere, der er involveret i aflivning af besætninger inficeret med fugleinfluenza). Brug af personlige værnemidler minimerer risikoen for overførsel, når man udsættes for inficerede fugle.

Derfor gør Fødevarestyrelsen opmærksom på behovet for korrekt brug af værnemidler ved kontakt med fjerkræbesætninger eller fuglehold, hvor dyrene udviser kliniske symptomer, der kunne give mistanke om fugleinfluenza. Fødevarestyrelsen henviser til, at Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af værnemidler der omfatter bl.a., brug af FFP3 masker, beskyttelsesdragter, handsker, skoovertræk samt egnede beskyttelsesbriller.