OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. september 2021

Mit Jagttegn får nyt design

Miljøstyrelsens hjemmeside Mit Jagttegn har fået nyt udseende. Formålet er at gøre det lettere for brugerne at navigere på siden.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Alle jægere er bekendt med Miljøstyrelsens side Mit Jagttegn. Det er f.eks. her man logger ind når man skal indberette til vildtudbyttestatistikken, tilmelde sig riffelprøve, mv. Fra og med i eftermiddag, onsdag den 22. september, vil du blive mødt af et nyt layout, når du logger ind på siden efter kl. 16.00. Funktionerne er dog fortsat de samme som før.

Formålet med ansigtsløftet er at gøre det lettere for brugerne at navigere rundt på siden og benytte de forskellige selvbetjeningsløsninger derinde. Ifølge Miljøstyrelsen er de største ændringer at finde på undersiden for indberetning af vildtudbytte, hvor måden, man indberetter nedlagt vildt på, skal være blevet mere intuitiv og brugervenlig.

Ændringerne af Mit Jagttegn er lavet ud fra de krav, som lov om webtilgængelighed fra 2018 stiller til det offentliges hjemmesider og mobilapps. Loven har afsæt i et EU-direktiv, som skal sikre, at offentlige, digitale løsninger bliver mere brugervenlige.

Det skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.