OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. september 2021

Hvordan vi håndterer alkohol og rusmidler

En jæger, der bærer våben, lever under de samme betingelser som bilister, der kører bil.

I Danmarks Jægerforbund har vi et fælles ansvar for at værne om jægernes gode omdømme. Derfor ønsker vi at sætte fokus på acceptable rammer for alkohol og rusmidler. Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse har vedtaget en retningslinje vedr. alkohol og rusmidler, der hedder:

"En jæger, der bærer våben, lever under de samme betingelser som bilister, der kører bil."

Denne retningslinje skal medvirke til at:

  • Synliggøre Danmarks Jægerforbunds holdning til alkohol og rusmidler
  • Skabe et attraktiv forbund med et godt og udviklende miljø for det enkelte medlem, den enkelte jagtforening og for hele forbundet
  • Skabe rammerne for, at medlemmerne trives
  • Fastholde forbundets troværdighed og gode image samt sikre, at forbundet kan leve op til fremtidige medlemmers krav om udfoldelse af vores fælles interesse og sammenhold
  • Skabe debat og åbenhed om emnet for at imødegå fordomme og tabuer

Af hensyn til medlemmernes trivsel, sikkerhed under aktiviteter, og forbundets omdømme er det ikke acceptabelt, hvis medlemmer møder op og optræder påvirket af alkohol eller andre rusmidler i forbundet, i jagtforeninger eller til aktiviteter.