OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 02. juli 2021

Få rabat på Brahetrolleborg Game Fair

Når den store udendørs jagtmesse, Brahetrolleborg Game Fair, løber af stabelen i august, er der både rabatter til DJ-medlemmer og mulighed for at deltage i en stor jagtfeltskydningskonkurrence. Kom frisk!

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Brahetrolleborg Game Fair

Brahetrolleborg Game Fair, som afholdes i det sydfynske over dagene 6.-8. august, er langt fra en "almindelig" messe af den slags, der kendes fra de store messe- og kongrescentre. For på Sydfyn foregår langt de fleste aktiviteter nemlig under åben himmel og med "højt til loftet" i de smukke, autentiske herregårdsomgivelser.

Danmarks Jægerforbund kan som officiel partner ved Brahetrolleborg Game Fair tilbyde alle jagtforeninger under DJ en gunstig rabat på entrebilletprisen. Prisen ved indgangen er 130 kr. for en dagsbillet, men ved samlet ankomst af mindst 30 gæster falder prisen til 100 kr. mod forudbetaling. Ved ankomst til messen kan det bestilte antal armbånd afhentes i en kuvert mærket med enten jagtforeningsnavn eller kontaktperson ved den særlige indgang, mærket FORSALG.

Flere jagtforeninger må gerne dele puljen - så det bliver næppe noget problem at nå op på 30 personer. Kontakt messens salgsansvarlige Carsten Ottesen på tlf. 4017 7322 eller co@btgf.dk for nærmere aftale.

Præmier for over 100.000 kr.

I forbindelse med messen er Danmarks Jægerforbund desuden medarrangør af en stor riffelskydnings konkurrence med forventet flere hundrede deltagere.

Det bliver en tilpasset form for jagtfeltskydning på afstande op til 250 meter på varierende måltyper og varierende skydestillinger. Den samlede præmieværdi er på over 100.000 kr. og omfatter bl.a. hånd- og sigtekikkerter, jagtudstyr samt jagtrejser til Irland, Rumænien, Spanien og Sydafrika.

Præmierne uddeles både efter point og ved lodtrækning, så alle har en chance. Prisen er 430 kr. pr. runde og inkluderer en adgangsbillet til messeområdet. Tilmelding og valg af skydedag er efter først til mølle og sker via dette link.

Den endelig skydetid/klokkeslæt fremsendes på e-mail nogle få dage før messen. Konkurrenceregler og praktisk information kan hentes på dette link.

Vel mødt på Sydfyn den 6.-8. august!