OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 05. maj 2021

Er du vores nye formand for uddannelsesudvalget?

Brænder du for at styrke jægernes viden via en frivillig indsats i Danmarks Jægerforbund, og vil du være med til at synliggøre vores kurser og uddannelser blandt vores medlemmer? Vi søger ny formand for uddannelsesudvalget – og måske er det lige noget for dig!

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Ove Dam Hedegaard

En væsentlig opgave i jægerforbundets uddannelsesudvalg er at sikre, at det samlede kursus- og uddannelsesudbud lever op til medlemmernes behov og ønsker. Som formand for udvalget bliver det også en vigtig prioritet for dig at hjælpe med at markedsføre og implementere kurser og uddannelser lokalt i jagtforeningerne. Kan du se dig selv stå i spidsen for dette arbejde, så er det måske dig, vi har brug for som formand for Danmarks Jægerforbunds uddannelsesudvalg.

Udvikling og implementering af uddannelser

Da hovedbestyrelsen konstituerede sig i 2020 blev det besluttet, at der skulle findes en formand for uddannelsesudvalget uden for hovedbestyrelsen. Begrundelsen var til dels, at arbejdet i Danmarks Jægerforbund skal fordeles på flere skuldre, men vigtigst af alt er det et ønske om at udvikle uddannelsesarbejdet yderligere. Dette skal bl.a. ske ved at finde en person til formandsposten, der har specifik indsigt i uddannelsesområdet, for på den måde at styrke uddannelsen af de danske jægere generelt, og med fokus på begrebet livslang læring. Altså uddannelse igennem hele jægerlivet.

- Vi ser ind i en fremtid, hvor der dels blandt jægerne er udtrykt et større ønske om flere uddannelsestilbud, dels bliver der fra samfundet stillet større krav til jægerne. Her er det afgørende, at vi udvikler gode uddannelsesmuligheder for jægerne, siger formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen.

Træd ind i formandsgruppen og udvid dit netværk

Med ønsket om at afsøge på så bredt et felt som muligt, har man valgt at slå formandsposten op som et jobopslag. Vær dog OBS på, at der – ligesom alle andre tillidsposter i jægerforbundet – er tale om frivilligt, ulønnet arbejde. Som formanden for uddannelsesudvalget indtræder du i Danmarks Jægerforbunds formandsgruppe sammen med de øvrige udvalgsformænd, kredsbestyrelser og hovedbestyrelsen. Her får du et stort netværk inden for jægerforbundets ledelse og er med til at påvirke forbundets kurs fremover.

Er du interesseret, så hører vi gerne fra dig senest den 31. maj 2021.