Offentliggjort den: 03. marts 2021

Da en årvågen strandjæger guidede mig fri af tåge og is

For mange fugle er vinterens strenghed et spørgsmål om liv eller død. Strandjægere færdes også på vandet om vinteren. Det kræver ekstra forsigtighed, da de lave temperaturer og isen kan skabe farlige situationer. Selv har jeg kun oplevet én eneste jagttur, der udviklede sig til en farlig situation.

Tekst og Foto: Ole Andreassen

Da vi var nået hen midt i februar uden at vinteren havde gjort meget væsen af sig, troede jeg, at det kunne blive en gentagelse af forrige års vejr, hvor der ikke var megen frost, is eller sne. Fuglene havde tilsyneladende den samme fornemmelse. Jeg kunne høre edderfuglene kurtisere ude ved sejlrenden, og i det lave vand pilede rylerne omkring efter mad. De var ikke kommet med flokken, da den lettede med kurs mod Afrika.

Pludselig ankom vinteren med temperaturer på minus ti grader, og i løbet af få døgn var fjorden dækket med is. Ænder og gæs forsamledes i store flokke ved iskanten, og svanerne lagde sig på isen, trak fødderne op under vingerne og satsede på, at de havde reserver nok, til det blev tøvejr. De kom ikke til at vente længe. Efter få døgn med lave nattemperaturer, slog vejret om til tø med temperaturer helt op til plus femten grader. Med hjælp fra søndenvinden, løsnedes isen og sendte den ud i sejlrenden med adresse til Kattegat.

Vejret er en vigtig makker

En af de vigtigste makkere man har som strandjæger er vejret. Det kan ved sin tilstedeværelse bestemme, om man kan tage på vandet eller ej. Ved at studere vejrudsigten tager man stilling til, om det er forsvarligt eller ej. Men vejret er en makker, man ikke kan stole på. Man kan ikke få en fast aftale med vejret, og selv de modigste meteorologer kalder deres omtale af vejret for en udsigt.

Især vintervejret er meget lunefuldt, og på grund af de lave temperaturer kan det udvikle sig til en farlig situation for en pramjæger. Jeg havde efterhånden lært, hvordan jeg kunne gennemføre en forsvarlig pramjagt – også i det lunefulde vintervejr. Men en dag befandt jeg mig alligevel i noget, der lignede livsfare. Det skyldes en kombination af lunefuldt vejr, dårligt grej og lokkende Diana – forklædt som canadagæs. Vejret var velegnet til kravlejagt – stille og let frost. Der var isdannelser et stykke ud i fjorden, men jeg kunne bane vej igennem ved at gå bag bogøkajakken og skubbe på. Og min plan var at finde den samme rende, når jeg skulle hjem.

Diana med gåsefjer

Jeg havde flere gange hørt de lokkende ”honk honk” fra canadagæs ude fra det store åbne vandområde, og snart fandt jeg dem i kikkerten. Jeg ved, at hvis de får øje på prammen, vil de sive væk, og det var netop det, der skete. En lusket udgave af Diana. Gæssene lod mig komme netop så tæt, at jeg fik troen på, at jeg kunne komme på skudhold af den bageste, og da jeg fik set i øjnene, at det ikke ville lykkes, var jeg kommet temmelig langt fra land, og det var blevet sent på dagen.

Jeg var kommet længere end ud i fjorden og længere væk fra land end planlagt. Men vejret var stadig roligt og der var ingen strøm i sejlrenden, så jeg nød at have gang i årerne, og bogøkajakken gled rask af sted. Jeg kunne snart ane kanten af isen og prøvede i kikkerten at finde den rende, jeg tidligere på dagen havde lavet på udturen.

Tågen tager magten

Pludselig forsvandt alting. Jeg kunne knap se spidsen af prammen. Som en dyne havde den tætte tåge lagt sig. Men jeg havde mit kompas og droppede ideen med at finde renden og måtte mase med at lave en ny direkte mod land. Solen gik ned, og jeg måtte benytte lommelygte for at kunne holde øje med kompasset. Så gik lygten ud, og snart blev jeg klar over, at jeg befandt mig i en farlig situation. Jeg ville snart miste orienteringen. Jeg kunne ikke se kompasset, og på grund af tågen kunne jeg heller ikke se lysene på land. Jeg Fortsatte med at bruge bogøkajakken som isbryder, men jeg havde helt mistet retningsfornemmelsen, og jeg var bange for at komme til at fjerne mig mere og mere fra kysten. Desuden var jeg bange for at komme ud til sejlrenden, hvor det pludseligt er dybt.

Hvis det havde været i dag, ville jeg have haft en mobiltelefon med, men aktuelt havde jeg simpelthen mistet kontakten med samfundet. Der var kun ét håb, nemlig at tågen ville lette.

Et forløsende brag i tågen

Da bragede et geværskud gennem tågen – og kort efter et til. Jeg greb halvautomaten og fik løsnet et skud. Kort efter lød endnu et skud, som jeg besvarede. Nu var jeg klar over, at der var kontakt til land. En betænksom jæger havde set min bil holde på stranden og var klar over, at jeg under disse forhold kunne være i problemer. Med jævnlige geværskud kommunikerede vi med hinanden, indtil jeg var så tæt på land, at jeg kunne se stranden gennem tågen.

Jeg glædede mig til at trykke min redningsmand på næven, og jeg kunne se hans billygter bliver tændt. Men han var kørt, da jeg nåede ind.