Tysk jagttegn sat på stand-by
Det er i øjeblikket ikke muligt at få udstedt tysk jagttegn - hverken til udenlandske eller tyske jægere. Det sker af sikkerhedsmæssige årsager, siger tyskerne.
Som nogle uheldige danske jægere allerede har måttet sande hen over weekenden, er det i øjeblikket ikke muligt at få udstedt tysk jagttegn. Hvad der ellers før blot var et spørgsmål om en uformel og ret hurtig procedure på Flensborg rådhus, må fremover forventes at komme til at tage noget længere tid. Det er ikke kun danske jægere, der er berørt, men alle jægere - både udenlandske og tyske jægere. Ingen får tysk jagttegn i øjeblikket.
Årsagen skal findes hos de tyske myndigheder, som af sikkerhedsmæssige årsager har besluttet at ensrette proceduren for ansøgning. Åbenbart har det hidtil været sådan, at procedurerne for godkendelse af hvem, der kan få tysk jagttegn, har været præget af stor forskellighed. Derfor har myndighederne med øjeblikkelig virkning fra i fredags lukket ned for udstedelse af jagttegn, indtil der er udarbejdet et centralt regelsæt. Regelsættet skal diktere kriterierne for udstedelse af jagttegnet.
- Når der ansøges om jagttegn, skal myndighederne nu indhente information hos efterretningstjenesten. Myndighederne synes imidlertid ikke nøjagtigt at vide, hvordan de skal gå videre på dette tidspunkt, forklarer Marco Utsch fra den tyske pendant til jægerforbundet, Deutscher Jagdverband.
- Vi er i kontakt med de involverede ministerier og myndigheder omkring sagen. Forhåbentlig findes der en løsning snarest, slutter Marco Utsch.
Men foreløbig er det altså slut med hurtig sagsbehandling ved grænsen, hvis du skal have udstedt et tysk jagttegn. Skal du blot igennem Tyskland for at komme på jagt i et andet land, er der ingen problemer. I det tilfælde skal du blot - som altid - huske et gyldigt våbenpas samt dokumentation for rejsens formål, f.eks. i form af en jagtinvitation.