OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 24. november 2020

Status på mårhundene på Fyn

Fyn har desværre for længst etableret sig som ”frontlinje” i kampen mod det invasive rovdyr, mårhunden. Hvad er så status her ultimo november?

Tekst og Foto: Max Steiner

Jo, indtil nu er der i 2020 fundet, aflivet eller trafikdræbt 9 i alt. Fem er nedlagt som resultat af de GPS-mærkede mårhunde, tre er dræbt i trafikken og én er nedlagt af en privat jæger. Den sidste, som judasdyrene er skyld i, blev taget ved vådområdet ved Gyldensteen. Her havde Naturstyrelsens ”praktiske gris” udi bekæmpelsen af mårhund, Peter Bülow Hansen, sat et judasdyr ud med den forventning, at der måske var et vildt eksemplar, den kunne finde sammen med.

I hans daglige rutine har Peter Bülow det faste punkt at tjekke, hvor de syv judasdyr på Fyn opholder sig, og her kunne han se, at et andet judasdyr var kommet syd fra og op til Gyldensteen. De to judasdyr var af hvert sit køn, og derfor ville Peter fjerne den ene af de to. Under opsporingen viste det sig til hans overraskelse, at det judasdyr, der i forvejen var sat ud ved Gyldensteen, var sammen med en vild mage. Den blev opsporet af hans hund, fanget og aflivet.

Og som det nyeste, så har Peter Bülow fået to meldinger om mårhund i den netop forgangne weekend: en mårhund er blevet set løbe over Assens Landevej – men det kan måske være det judasdyr, der er i området. Og en anden mårhund blev set af et jagtselskab lidt nordøst for Hesselager, men også dette kan være et judasdyr.

Hvis man har observationer af mårhund, så kan man ringe til Danmarks Jægerforbunds mårhundekoordinator, Hans Kristian Nielsen, på tlf. 25 85 17 78. Som alternativ kan man rapportere sin observation til facebook-siden Mårhundegruppen Fyn & omkringliggende øer. Endelig, så kan man også ringe til Peter Bülow Hansen på tlf. 25 85 17 78.


Tekst til billedet øverst i denne artikel: 

Peter Bülow Hansen i færd med at sætte judasdyret Rotbøl - en stor og stærk han - ud ved Tåsinge Vejle i september 2019. Siden har Rotbøl været indfanget og genudsat cirka ti gange, lige som han har været på ”mårhundehotel” hen over sommeren. Senest blev han udsat på Wedellsborg, men gik først til Langeskov, så Bogense, og siden vandrede han op over Fyn, krydsede motorvejen ved Aarup, og er nu ved Gyldensteen.