Mårhundeindsatsen

Danmarks Jægerforbund varetager den frivillige del af indsatsen mod mårhunden. Vi har uddannet frivillige mårhundereguleringsjægere som er specialister i at hjælpe dig i gang med at regulere mårhund.

International forpligtelse

Mårhunden er en invasiv art i Danmark, og vi har en international forpligtelse til at bekæmpe den og forhindre dens udbredelse til nye områder. Mårhunden kan være en trussel mod jordrugende fugle generelt, og dens kærlighed til vand og evner til at svømme gør den til en særlig trussel i vådområder, hvor vi i forvejen finder nogle at de mest sårbare arter. Mårhunden er ikke kostforagter og den æder mange forskellige slags føde, f.eks. ådsler, frøer, tudser, salamandre, snegle, biller, orme, korn, majs, æg og yngel. Selv rålam kan ende som bytte.

Mårhunden er vidt udbredt i Jylland, men den har en adfærd der bevirker, at mange jægere ikke er klar over, at den findes på deres terræn. Først når jægerne igangsætter en bekæmpelsesindsats, opdager de hvor talrig mårhunden kan være. I et eksempel fra Østjylland var jægerne overbevist om, at mårhunden ikke fandtes på deres terræn, men da de oprettede en baitplads (foderplads) gik der ikke mange dage, før den første mårhund viste sig, og i løbet af et år var der nedlagt 26 mårhunde.

Kom i gang med at jage mårhund

Hvis du, eller dit konsortium, gerne vil i gang med bekæmpelse af mårhunde, kan I med fordel henvende jer til den stedlige mårhundereguleringsjæger, som kan komme og holde et foredrag om love og regler, samt praktiske tips, råd og vejledning. Et sådant foredrag kan være en god måde at få opstartet en bekæmpelsesindsats i dit lokalområde.

Find den nærmeste mårhundereguleringsjæger - klik her!

Det overordnede mål for bekæmpelsen er at forhindre mårhunden i at sprede sig til Fyn, samt at engagere flest mulige jægere i indsatsen. Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Naturstyrelsen og støttes økonomisk af Miljøstyrelsen.

I højre- og venstremenuen her på siden – under Mårhundeindsatsen – kan du læse mere og få gode råd og vejledning. Du kan også følge disse links:


Skyder du en mårhund, må du gerne indberette den til Miljøstyrelsen her. Har du et billede af den, har du mulighed for at vedhæfte det i din indberetning. Husk selvfølgelig også at medtage mårhunden, når du indberetter dit vildtudbytte for året.