OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 12. november 2020

Ny direktør i Friluftsrådet

Friluftsrådets nye direktør er Winni Grosbøll, der de seneste 11 år har været borgmester på Bornholm. Et stærkt valg, der kan sætte friluftslivet på dagsordenen lokalt og nationalt, lyder det fra rådets formand.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Friluftsrådets pressetjeneste

En ny direktør er på plads i Friluftsrådet, der, sammen med sine medlemsorganisationer - heriblandt Danmarks Jægerforbund - arbejder for at forbedre vilkårene for at dyrke friluftsliv i Danmark. Valget er faldet på den 44-årige Bornholm-borgmester Winni Grosbøll.

- Vi har valgt en stærk kandidat, der har en solid forankring i Friluftsrådets værdier om at naturen skal være åben, og at friluftsliv skal være for alle, siger Niels-Christian Levin Hansen, formand for Friluftsrådet, i en pressemeddelelse.

Den nye direktør glæder sig til arbejdet med at sikre danskerne adgang til naturen og skabe nye rammer for friluftslivet.

- Det bliver spændende at møde medlemmer og bakke op om det arbejde de mange tusinde aktive laver i hele Danmark i de mange gode foreninger under Friluftsrådet, lyder det fra Winni Grosbøll.

Populær borgmester med lokalt fokus

I september i år generobrede Danmarks Jægerforbunds kandidat, Kirsten Skovsby, en bestyrelsespost i Friluftsrådet. Der var tale om en comeback for Skovsby, som efter en overbevisende sejr på 70 ud af 78 mulige stemmer kunne genindtræde i rådets bestyrelse. En post, hun indtil foråret 2019 har beklædt i seks år (2013-2019).

Mens det lokale samarbejde, hvor f.eks. jagtforeninger og andre friluftsforeninger kan få glæde af hinanden, er en erklæret mærkesag for Kirsten Skovsby, har også den nye direktør gode erfaringer med det lokale fokus.

Winni Grosbøll kommer nemlig fra en stilling som borgmester på Bornholm bag sig. Et hverv, hun har beklædt igennem 11 år, og som har gjort hende til én af de mest citerede og mest populære borgmestre i Danmark over det seneste årti. Det er derfor forventeligt, at den nye direktør kan være med til at sætte friluftslivet på dagsordenen, såvel lokalt som nationalt.

Winni Grosbøll tiltræder sin nye stilling den 4. januar 2021.