Nordjyske rovdyr skal testes for COVID-19
Lokale jægere i Hjørring og Frederikshavn kan spille nøglerolle, når dyr skal samles ind fra naturen. Test skal vise om dyrene kan have spredt smitte til minkfarme.
COVID-19 har spredt sig til minkfarme i især Hjørring og Frederikshavn kommuner, uden at myndighederne endnu har fundet årsagen. Derfor går Miljøstyrelsen, Naturstyrelsen og Fødevarestyrelsen nu sammen med om at forsøge at få fastlagt om også vilde rovdyr kan være smittet med COVID-19 og dermed kan have spredt smitten til minkfarme i det nordjyske.
Myndighederne beder nu via Danmarks Jægerforbund lokale jægere hjælpe med af aflevere de rovdyr de skyder eller finder i naturen. Det drejer sig om nedlagt ræv, mårhund, mink, ilder og husmår. Også trafikdræbte grævling og odder er interessante for undersøgelsen, der løber fra 1. oktober og til 31. december. Dyrene kan indleveres på adresser, oplistet i bunden af denne artikel.
Myndighederne og Danmarks Jægerforbund håber på bred opbakning fra jægerne i de to kommuner.
Vigtigt med korrekt håndtering
Ved håndtering af nedlagte rovdyr skal der bæres handsker. Dyret lægges i en pose ved at krænge posen over det og den lukkes med en knude (”hundelortemetoden”). Hænderne sprittes af efter håndteringen.
Før dyret lægges i fryseren på én af de herunder opremsede adresser, sættes der et mærke på med dato og sted (koordinater eller præcis gadebetegnelse) for nedlæggelsen/fundsted, jægerens navn, telefonnummer og e-mail, så resultatet af undersøgelsen kan fremsendes direkte til jægeren. Mærket sættes fast med en gul strip på posen. Mærker, gule strip og poser er til rådighed ved fryserne.
Rovdyrene kan indleveres hos:
Naturstyrelsen
- Maskinhuset, Uggerby Skovvej 15, 9800 Hjørring, kontaktperson Tina Kvist Dinesen 2161 8318
- Maskinhuset, Råbjergvej 73, 9982 Ålbæk, kontaktperson Lars Pedersen 2161 8337
- Maskinhuset, Plantørensvej 20, 9492 Blokhus, kontaktperson Flemming Henriksen 2161 8313
Falck
- Falck Aalborg Håndværkervej 27, 9000 Aalborg
- Falck Hjørringvej 134, 9900 Frederikshavn
- Skoda forhandler / Redning Danmark Frederikshavnsvej 255, 9800 Hjørring
Se i øvrigt oversigtskort over indleveringer til Falck.
Er du i tvivl om noget?
Så kontakt Mariann Chriél, specialkonsulent i Miljøstyrelsen på tlf. 2157 7075, eller på e-mail: machr@mst.dk