OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 25. februar 2020

Mød Bliv NaturligVis på
Jagt & Outdoor messen

Når Danmarks største jagtmesse løber af stablen, gæster op imod 17.000 jagt- og naturinteresserede danskere hallerne i Odense Congress Center. Bliv NaturligVis pepper det hele op med masser af aktiviteter for børnene.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Jagt & Outdoor-messen i Odense Congress Center den 13.-15. marts er et sandt mekka for jagt- og naturinteresserede danskere. Men mens de fleste af de mere end 150 udstillere nok primært henvender sig til de voksne med jagtudstyr, safarirejser, outdoor og hundegrej, betyder det ikke, at der ikke er noget at hente for de mindste. Det sørger projekt Bliv NaturligVis ikke mindst for.

Samarbejde mellem jægerne og sportsfiskerne

Bliv NaturligVis er et formidlingsprojekt skabt i et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund. Projektet er støttet af Nordea-fonden. Projektet vil bringe jægernes og lystfiskernes engagement og viden om naturen ud i skoleklasserne.

Grundlæggende består projektet af to ben. Det ene ben er en kontaktbase, hvor lærere, pædagoger, spejderledere mv. kan finde jægere og lystfiskere, der står klar til at dele ud af deres viden om naturen. Det andet ben er en videns- og formidlingsbank af undervisningsmaterialer, som hjælper lærerne med at sætte gang i et projektforløb om naturen i klasserne.

Hele paletten præsenteres

Igen i år deltager Bliv NaturligVis på messen med sin egen stand, som du finder på stand nr. 3020 ved siden af Danmarks Jægerforbund i Hal C.

På standen vil der være mulighed for at få hele historien om Bliv NaturligVis – både i forhold til at kunne gøre brug af projektets mange formidlingstilbud, og ikke mindst for dem, der kunne tænke sig at blive frivillige formidlere i deres eget lokalområde. På standen kan du således se eksempler på gratis undervisningsmaterialer, online spil, mv. – og for at møde frivillige formidlere og høre deres historier.

Sidst, men næsten vigtigst, så byder standen på en masse forskellige aktiviteter til børn, hvor det blandt andet vil være muligt at binde sin egen fly, lave en halskæde med spor fra vilde danske dyr, mv.

Vi ses på stand nr. 3020 på Jagt & Outdoor messen!

Læs mere om messen.