OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. marts 2020

Kvindelige influencers med jagtblod i årerne

Formidling af jagt via de sociale medier er tiltagende populært, og særligt Instagram er en yndet platform blandt unge jægere. Det fordrer imidlertid vedholdenhed og en sans for æstetik at få succes på denne digitale platform.

Tekst og Foto: Christian Lang Jensen

Selvom antallet vokser støt år for år, er der stadig alt for få. Kvindelige jægere udgør blot 6,5 procent af den danske jægerstand, og sammenligner vi os med Norge, er vi bagefter. I vores naboland er nu 14,5 procent af jægerstanden kvinder. Derfor må det helt centrale spørgsmål være: Hvordan får vi flere kvinder ind i jagtens mangefacetterede univers? Et bud kunne være flere kvindelige ambassadører for jagten.

Der skal ikke lægges skjul på, at der desværre fortsat eksisterer en gammeldags holdning i visse jægerkredse om, at kvinder ikke hører til i jagtens verden. Det er heldigvis kun nogle få brodne kar, som fastholder et negativt syn på kvindelige jægere, men er man ny på Dianas stier, skal der naturligvis ikke mange ubehagelige oplevelser til, før man mister lysten til at gå på jagt.

Derfor er det bydende nødvendigt, at hele den danske jægerstand står sammen om at bekæmpe uacceptabel adfærd over for den stadigt voksende andel af kvindelige jægere. Kun herved sender vi et signal om, at alle er velkomne i jagtens verden.

En sammensat skare af formidlere

Mænd kan naturligvis sagtens inspirere kvinder til at gå på jagt, men for mange kvinders vedkommende kan der være noget særligt motiverende ved at se en anden kvinde formidle jagt. Om vi vil det eller ej, er der forskel på kønnene, og den gennemsnitlige kvindelige jæger lægger måske ikke vægt på de samme aspekter ved jagten som den gennemsnitlige mandlige jæger. Netop af denne årsag er det afgørende, at jagtens ambassadører er en sammensat skare bestående af kvinder såvel som mænd.

I det følgende har du mulighed for at blive klogere på to kvinder, som på hver deres måde har formået at formidle deres passion for jagt og natur med stor succes via den digitale platform Instagram. Måske er der endda et råd eller to at hente, hvis du går med drømmen om at blive en succesfuld instagrammer med udgangspunkt i jagt- og naturoplevelser.


Ovenstående er et uddrag af en artikel, bragt i Jæger i marts 2020. Læs hele artiklen i Jæger eller under Jagtfortællinger på medlemsnettet. Som medlem af Danmarks Jægerforbund modtager du hver måned Jæger, direkte i din postkasse, samt har mulighed for at læse magasinet online.

Bliv medlem - klik her!