OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 31. marts 2020

Globalt jagt video award show rykker online

Som følge af COVID-19 er det store jagtvideo award show, the Monocular Hunting Video Awards 2020, rykket online. Showet sendes live på facebook den 2. april kl. 20.00. Find linket i artiklen herunder.

Tekst: Jacob Munkholm jensen

Det er tredje år i træk at Monocular Agency afholder den internationale jagtvideo konkurrence, the Monocular Hunting Video Awards. Dertil komer æresprisen The Community Honour Award. Alle jægere har kunnet indsende deres jagtvideoer til en af de tre kategorier Hunting Clip, Hunting Video og Professionel Hunting Video. 

Men hvor showet oprindelig var planlagt til at foregå som en stor fysisk event, vil det nu i stedet blive afholdt online. Ligesom så meget andet i disse dage. Netop i denne tid, hvor mange andre store såvel som små jagtarrangementer bliver aflyst, er der brug for et samlingspunkt for jægerne. Det mener Jacob Boll, grundlægger af det digitale marketing bureau Monocular Agency, som står bag The Hunting Video Award.

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over at aflyse det fysiske Award Show, da vi havde glædet os til at byde jægere fra hele verden velkommen på vores hjemmebane i Danmark og sammen fejre alle de kreative kræfter inden for jagtens verden. Vi overvejede at aflyse eller udskyde Award Showet til senere på året, men vi kunne fornemme at jagtbranchen lige netop nu havde brug for noget at samle sig om og se frem til og det var nærliggende for os at rykke showet online, nu hvor et fysisk show ikke er muligt, fortæller Jacob Boll.

Du kan derfor roligt lave popcorn, knappe en øl op og sætte dig godt tilrette torsdag den 2 april kl. 20.00. Der skal findes 4 vindere i kategorierne Best Hunting Clip, Best Hunting Video, The Community Honour Award og Best Professional Hunting Video. Til at styre slagets gang har TV- og Radiovært David Carsten Pedersen takket ja til værtsrollen.

- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er i lockdown på mit jagtområde i Mariager og jeg lover at der kommer ild i pejsen og whisky i glasset når vi skal finde de 4 vindere. The Hunting Video Award har stået for at at bringe jægere sammen om vores fælles passion og særligt i år er niveauet rigtig højt. Det er tydeligt at se at jægerne har noget på hjertet og trods modgang, arbejder indædt for at fortælle omverden om jagt, siger David Carsten Pedersen.

Følg showet live på facebook den 2. april kl. 20.00


The Hunting Video Awards er sponsoreret af SAKO, MyOutdoorTV, Aimpoint og Subaru og vinderne kan blandt andet se frem til at vinde en Aimpoint Micro H2, Sako85 Carbonlight, to uger i en Subaru Forester, samt en pengepræmie på 2500 euro.