OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 07. maj 2019

Workshop om udeskole for børn og unge

Bliv Naturligvis-formidlere fra Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund afholdt i sidste uge workshop for lærere, pædagoger og naturformidlere fra hele landet.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen. Foto: Franz Holmberg

Lærere, pædagoger og naturformidlere fra alle dele af Danmark var i mandags samlet på Nordals for at få inspiration til hvordan man laver udeskole for børn og unge. Der blev både fisket, fanget insekter og studeret fugle, da deltagerne gennem samtaler, oplæg og workshops udvekslede de idéer med hinanden. Én af workshopsene var arrangeret af Bliv Naturligvis, som drives af Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Jægerforbund, støttet af Nordea-fonden.

Bliv NaturligVis tager udgangspunkt i den kærlighed til naturen, som ligger dybt begravet i størstedelen af de danske jægere og lystfiskere. Med den i hånden og lys i øjnene, tager de børnene med på en naturrejse fra den spirende naturpleje, over indfangningen af vildtet og til nydelsen i det gode måltid, der følger.

- Det er ekstremt vigtigt at vi som jægere og lystfiskere står sammen om at formidle naturen overfor de yngste målgrupper for at sikre deres forståelse for naturen. Mange børn lever i dag et liv, hvor de kommer længere og længere væk fra naturen – og det er netop det, projektet Bliv NaturligVis er sat i verden for at lave om på, siger projektleder ved Bliv NaturligVis Franz Holmberg.

Når de frivillige Bliv NaturligVis-formidlere er ude på skolerne, har de ofte f.eks. en fasan med, som de flår og tilbereder sammen med børnene. Og det var netop et af elementerne i workshoppen, hvor deltagerne fiskede hornfisk og havørred og efterfølgende tilberedte deres fangst over bål.

- Jeg er blevet meget inspireret. Selvom jeg selv har masser af idéer til ting, vi kan lave, så er det godt at få inputs fra andre, som også arbejder med det her, fortalte Jakob Andersen, lærer på Vestervang Skole i Viborg, i dagens anledning til JyskeVestkysten.

Det er foreningen UdeskoleNet, som arrangerede aktiviteterne med Naturskolerne i Sønderborg.

  • Læs artiklen "Læring på krogen: Tag børnene med ud og fiske" i JyskeVestkysten - klik her!
  • Vil du være frivillig Bliv NaturligVis-formidler – så læs mere her!