OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Jægernes juleaften – andejagten er gået ind
For land- og strandjægere med hang til jagt på svømmeænder og gæs er den 1. september at sidestille med juleaften for børn og barnlige sjæle – således også for tre jagtkammerater på Isefjorden.
De 21 grader, som termometeret viser, da skydeprammene søsættes ved isætningsstedet, er på ingen måde med til at hæve optimismen mht. vildt på paraden. At det er vindstille gør det ikke bedre, men juleaften er aldrig blevet aflyst pga. at der ikke er faldet sne, og således heller ikke andejagten den 1. september pga. af for fint vejr.
Der er ikke andet at gøre for de tre jagtkammerater Claus Nikolaj Hunt, Claus Machholdt og Rune D. end at gøre forsøget – om ikke andet, så er en dag på vandet jo aldrig spildt.