OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 30. april 2019

Jægerforbundet deltager i årets Skovfestival

Skoven er det sejeste sted! Det er budskabet når årets Skovfestival løber af stablen i weekenden. Iblandt de mange aktører er Danmarks Jægerforbund selvfølgelig på pletten – både med bueskydning og frivillige Bliv NaturligVis-formidlere.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Skovfestivalen, som afholdes for andet år i træk, er arrangeret af Skovskolen Eldrupgård i samarbejde med Det Grønne Museum. Datoen er allerede på søndag den 5. maj fra kl. 10-16 på Det Grønne Museums engområde, hvor gæsterne kan se frem til at blive mødt af musikere på pladsen og et hav af aktiviteter for store og små – alle med udgangspunkt i skoven.

Der er blandt andet mulighed for træklatring og -fældning, og man kan opleve skulpturskæring med motorsav, lære at bruge skovens planter til mad, se hvordan man drejer i træ, laver trækul, se de store skovningsmaskiner arbejde mv. Og så kan man ikke mindst møde naturformidlere fra Danmarks Jægerforbund, som indtager pladsen med både bueskydning og gode historier om jagt- og naturoplevelser i øjenhøjde med de yngste.
Det er Danmarks Jægerforbunds projekt Bliv NaturligVis, som er med på Skovfestivalen.

- Vi vil etablere et lille vildtværksted på pladsen, hvor børn sammen med deres forældre f.eks. kan komme helt tæt på når vi flår fasaner og tilbereder dem til smagsprøver. Man kan også undersøge forskellige dyrs ben og tegne dyrespor på træskiver, afslører projektleder ved Danmarks Jægerforbund, Rikke Laustsen.

Desuden kan man prøve en spændende natur- og jagtsti med forskellige små poster, målrettet børnefamilierne.

Bliv NaturligVis er et gratis formidlingstilbud til skoler, daginstitutioner, SFO’er, spejdertrupper og andre fritidsorganisationer, som giver mulighed for at sammensætte et forløb med natur, jagt og lystfiskeri. Bliv NaturligVis bygger på et landsdækkende netværk af frivillige formidlere, og en samling af undervisningsmaterialer til forskellige klassetrin og aldre.

Projektet drives af Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Jægerforbund, og støttes af Nordea-fonden.

Læs mere om årets Skovfestival på facebook – klik her!