OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 22. oktober 2019

DM i Vildtmad bringer vildtet tilbage på middagsbordet

Det Grønne Museum kommer til at summe af liv, når Foreningen Vildt Gastronomi kårer Danmarks bedste retter og produkter med vildt den 3. november ved DM i Vildtmad 2019. Som medlem af Danmarks Jægerforbund kommer du gratis ind.

Tekst: Andreas Thørring Bastrup
Foto: Jonas Nørregaard

Vildt er naturligt. Det er sundt. Og det er lokalt. Men det er også en overset råvare, som blev glemt, da husmødrene kom på arbejdsmarkedet, og mad skulle være nemt og bekvemt. Derfor inviterer Foreningen Vildt Gastronomi til DM i Vildtmad 2019 den 3. november på Det Grønne Museum ved Auning, Djursland.

”Vildt er blevet en demokratisk råvare, som ikke længere tilhører overklassen. I dag har omkring 200.000 jægere mulighed for at høste af naturens overskud – både på land og til vands – og vi har brug for at danskerne får deres øjne op for hvor delikat og lækker en råvare, vildtkød er,” fortæller Bettina Buhl, museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets kulturhistorie ved Det Grønne Museum.

DM i Vildtmad har til formål at sætte fokus på vildt som spise og vise, hvordan vildtkød både kan bruges på det højeste gastronomiske niveau, og hvordan det kan laves til hverdagsmad som pølser eller færdigretter.

En dag fyldt med mad, jagt og natur

DM i Vildtmad består af to konkurrencer, der begge har vildt som omdrejningspunkt: Årets Vildtret og Årets Vildtprodukter. Årets Vildtret er en klassisk kokkedyst, hvor landets dygtigste kokke konkurrerer om at skabe Danmarks bedste ret med vildt, som lokale jægere har nedlagt op til konkurrencen. Årets Vildtprodukter er en produktkonkurrence, hvor fødevareproducenter fra hele landet indsender produkter i håb om at få tildelt titlen som Danmarks bedste produkt med vildt. På dagen vil gæsterne både have mulighed for at se kokkene trylle i køkkenerne samt at smage på produkterne med vildt.

Udover at følge med i kokkenes arbejde og smage på vildtprodukterne kan de besøgende på dagen se frem til at prøve en masse spændende mad-, jagt- og naturaktiviteter. Aktiviteterne inkluderer blandt andet opvisninger med dygtige jagthunde, madlavning og smagsprøver i museets historiske køkkener, mulighed for at lave sin egen pil til bueskydning og guidede rundvisninger i museets faste udstillinger samt deres særudstillinger.

Som medlem af Danmarks Jægerforbund får du gratis adgang til museet på dagen - medbring blot dit medlemskort og vis det i indgangen. Alle børn og unge under 18 år kommer også gratis ind. 

Du kan læse mere om arrangementet på dmivildtmad.dk