OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 17. december 2019

"Din Natur" med Danmarks Radio og Jægerforbundet

I anledning af Naturens År lancerer DR et nyt online medie, som skal lokke de 20-29 årige ud i naturen. Danmarks Jægerforbund er med til at generere indhold til en række fun-fact-videoer.

Tekst og Foto: Jacob Munkholm Jensen

2020 bliver Naturens År i Danmarks Radio, og derfor er titlen på DR's nye online univers da heller ikke så mystisk. Man har nemlig døbt det "Din Natur," som fra årsskiftet vil være at finde under dr.dk. Missionen er intet ringere end at forsøge at lokke de 20-29 årige væk fra den bærbare og café latten og ud i naturen. Værktøjerne, som skal få det til at lykkes, er en mosaik af digitale tilbud i form af små fun-fact-videoer med naturvejledere fra hele landet, samt info om hvilke dyr du kan møde i naturen i dit lokalområde, hvilken føde du kan finde derude, mv.

- Det bliver en slags Lonely Planet over fantastiske steder, der skal ses og opleves, og som også giver bud på hvordan man kan bruge naturen på forskellige årstider, uanset hvor i landet du befinder dig, forklarer DR-journalist Christian Trant, som tirsdag formiddag besøger Danmarks Jægerforbund med fotograf, kamera og kunstigt lys.

I dag skal de nå at optage råfilmene til det, som skal blive til i alt 10 små fun-fact videoer med jægerforbundets naturvejledere, Franz Holmberg og Rikke Laustsen. De to har linet en masse grej og rekvisitter op, som skal være med til at fortælle om mårhund, hare, sneppe, rådyr og grævling. For blot at nævne nogle af emnerne.

Men det kræver sin sag at motivere netop de 20-29 årige, som ifølge Christian Trant hører til de aller vanskeligste målgrupper at arbejde med.

- Der må gerne være noget sex, liv og død over det, hvis vi skal fange målgruppen. Omvendt, så er der også en trend iblandt de 20-29 årige om at komme mere ud i naturen. Og så elsker de at se Bonderøven og Nak&Æd, siger Christian Trant.

Egentlig kommer han fra DR's videnskabsredaktion, så kommende brugere af "Din Natur" vil - udover at kunne nyde fun-fact videoer med bl.a. Rikke og Franz - også kunne finde en række mere videnskabelige artikler på sitet.

"Din Natur" går i luften straks efter Nytår, den 1. januar 2020.