Offentliggjort den: 26. august 2019

Deltag i Vingeundersøgelsen 2019/20

Så er vi i gang med endnu en jagtsæson og Vingeundersøgelsen kører igen, nu på 38. år. Her på Kalø står vi som altid klar til at modtage vinger fra nedlagte andefugle, gæs, måger og vadefugle. Vi håber meget, at mange vil bidrage igen i år.

Tekst: Thomas Kjær Christensen

Igennem årene har mange tusinde jægere indsendt mere end 420.000 vinger fra nedlagt fuglevildt. Jægerne har ikke nødvendigvis indsendt vinger fra alle de fugle man har nedlagt gennem sæsonen, og sådan skal det også være, for vingeundersøgelsen er en frivillig ordning. Derfor er det meget fint, hvis man blot lægger vinger til side på de dage, hvor der er tid til at skære vinger af fuglene. Det er også OK at gemme vingerne i f.eks. fryseren, og så sende dem til os på et senere tidspunkt.

Billede af jagtens indflydelse

Vingerne giver forvaltningen en vigtig stikprøve af det samlede vildtudbytte med hensyn til udbyttets sammensætning. Ud fra de indsendte vinger kan vi bestemme køn og alder, og det giver, sammen med oplysning om hvor og hvornår fuglen er nedlagt, et billede af jagtens indflydelse på bestandene. Denne viden udgør det faglige grundlag for de løbende jagttidsforhandlinger, som nu finder sted hvert 4. år.

Indsendelse af vinger til Vingeundersøgelsen sker som sagt på frivillig basis og i specielle vinge-kuverter, som vi fremsender. Man kan få kuverter tilsendt ved at indsende navn og adresse på enten mail (vinger@bios.au.dk) eller ringe på telefon 87 15 00 00. Der medfølger også en vejledning, som beskriver hvad man kan eller skal gøre, og hvordan man skal indsende.

Deltag og vind præmier

Det er også muligt at finde disse informationer på Vingeundersøgelsens hjemmeside. Her kan man også se resultaterne fra sidste sæsons vingeindsamling og se, hvem der vandt præmier i den løbende lodtrækning bland jægere, der indsender vinger. Der foretages lodtrækning hver måned gennem jagtsæsonen, samt ved sæsonens afslutning. Vi har lavet det sådan, at jo flere vinger man indsender, jo større er chancen for at blive udtrukket.
Så kom og vær med i årets Vingeundersøgelse og få gerne jagtkammeraten eller den lokale forening med på ideen.

Knæk og bræk for sæsonen 2019/20.