OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

”Vildt Gastronomi” skal få danskerne til at spise vildt

En ny landsdækkende forening, ”Vildt Gastronomi” skal få danskernes øjne op for vildtkødet som en kulinarisk og sund råvare. Vi er nemlig så privilegerede i Danmark, at vildtet nærmest byder sig til lige uden for døren. Nu skal det inviteres ind på tallerkenen.

Tekst: Pressemeddelelse

Danmarks Jægerforbund, Bæredygtig Jagt og Dansk Ø-ferie står bag den nye forening til fremme af vildt som spise.

- Danmark er begunstiget af fantastisk velsmagende vildt og mange arter næsten lige ude foran døren uanset, hvor man befinder sig henne i kongeriget. Dette er sammen med den enorme interesse, der er for mad både blandt topkokkene og i de private husholdninger, en unik kombination, der fortjener al den støtte og udvikling, vi kan give den, siger den nyvalgte formand for ”Vildt Gastronomi”, Georg Guldberg Jensen.

Foreningen vil ud over at have fokus på gastronomisk udvikling og oplysning omkring anvendelsesmuligheder af vildtkød i det eftertragtede, danske køkken også medvirke til at udvikle afsætningen af vildt ved at vække interesse for og øge viden om vildt.

Georg Guldberg Jensen siger:

- Der er ikke kun behov for at inspirere med spændende opskrifter og ”kokke-tips-og-tricks”, men også at være ude i landet med praktiske formidlingsaktiviteter. Her er der virkelig tale om lokale råvarer med hver deres unikke historie om levesteder og bæredygtighed.

Årets Vildret er trækplasteret

En af de første store events, der løber af stablen, er ”Årets Vildtret”, som er en national konkurrence på højt, fagligt gastronomisk niveau. ”Årets Vildtret” finder i år sted i det sønderjyske i weekenden d. 3.-4. november.

Foreningen vil udvikle og udføre sine aktiviteter gennem samarbejde med andre. Det være sig alle fra jægere, forædlingsvirksomheder, myndigheder, madskribenter, kokke og andre organisationer.

- Vi rækker hånden frem, slår ørerne ud og indbyder til det bredest mulige samarbejde for at komme i mål med vores spændende mission. Det sunde vildtkød skal ud på flere middagsborde, end det er i dag. Jeg håber derfor også, at så mange som muligt vil støtte foreningen ved at tegne et medlemskab, siger Georg Guldberg Jensen.

Ud over Georg Guldberg Jensen (formand), hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Jægerforbund, består bestyrelsen af Catharina Reventlow-Mourier (næstformand) ejer af Brahetrolleborg, Michael Stevns (kasserer) direktør i Danmarks Jægerforbund, Helle Brønnum Carlsen, lektor og forfatter samt Jonas Nørregaard, kreativ chef i Envision A/S.

Mere information

Find pressemeddelelsen her. Du er velkommen til at bruge billedet i denne artikel.

Kontakt:

Formand
Georg Guldberg Jensen
Tlf. 4076 7684
GGJ@jaegerne.dk

Næstformand
Catharina Reventlow-Mourier
Tlf. 2260 3002
Catharina@reventlow-mourier.dk

Sekretariat
Solveig Sannem
Tlf. 8888 7500
kontakt@vildtgastronomi.dk