Nye regler for udsætning af fjervildt

Fra og med 2018 er der kommet nye regler for udsætning af fjervildt. Det betyder blandt andet, at al udsætning af fjervildt skal indberettes. Husk også at komme på kursus i god tid, hvis du udsætter over 100 fugle.

Skrevet af: Jesper Kjær-Illeman, 02. marts 2018

 

Fra og med 2018 er der nye regler for udsætning af fjervildt, som alle, der udsætter fjervildt, skal overholde.

De nye regler betyder bl.a., at al udsætning af fjervildt skal anmeldes til Miljøstyrelsens digitale indberetningssystem.

Ejer eller bruger af arealet med udsætningen har ansvaret for indberetningen, men det kan aftales, at det er den udsætningsansvarlige der foretager indberetningen.

Husk, at alle der udsætter mere end 100 stk. fuglevildt (fasaner, ænder og agerhøns) skal have gennemgået et godkendt kursus i udsætning af fuglevildt.

Har du endnu ikke været på dette kursus, er det ved at være sidste chance for tilmelding til forårskurserne i 2018.

Du kan få et overblik over de kommende kurser her. Klik på fanen Natur.

I forbindelse med udsætning af fjervildt, er det vigtigt, at de indkøbte fugle er fulgt af en informationsskrivelse, der dokumenterer, at de inden for de sidste to måneder er fundet fri for fugleinfluenza.

Skrivelsen skal opbevares i mindst 2 år.

Den udsætningsansvarlige skal foretage optegnelser over udsætningen, som bl.a. skal indeholde dato, sted samt antal og art af de udsatte fugle.

Du kan finde en skabelon til optegnelserne ved at klikke her.

Optegnelserne skal opbevares i mindst 2 år.

Du kan også se alle vores film om udsætning og sporbarhed her.