Når rudlerne skal spredes
På jagt hos Naturfonden: Jægers udsendte kiggede med, da der blev afviklet trykjagt på dåvildt i Snarup Mose på Fyn.
Uden en lyd klatrer Christian Aarup op i skydestigen, sætter sig til rette og skubber magasinet op i sin Sauer. Med hånden på ladegrebet lader han blikket glide rundt i skovbunden omkring skydestigen, inden han resolut skubber bundstykket frem og sikrer sig, at den variable sigtekikkert står på laveste forstørrelse.
Det er med spænding, han sætter sig til rette, for han har prøvet det mange gange før og ved, at alt lige fra enkelte hundyr over store rudler af dåer med kalve til imponerende fuldskufler kan lægge vejen forbi skydestigen her i Snarup Mose på Sydfyn.
Tre trykjagter
Lidt til venstre for skydestigen grynter en hjort, og da der er en fuldskuffel på afskydningslisten denne dag, skærpes sanserne væsentligt. En halv times tid senere glider en ung hjort gennem skoven, den kommer perfekt, men er ikke gammel nok til at komme i betragtning for et dansende trådkors på skulderen.
Drevet er næsten slut, da et skud flænger stilheden under mosens efterårsgyldne løvtræskroner. Det viser sig senere at være et forbiskud, det eneste skud på en dag, hvor ikke meget dåvildt var at finde hjemme i den ellers vildtrige mose.
Snarup Mose på Sydfyn ejes af Aage V. Jensen Naturfond, og indtil 2014 blev der ikke drevet jagt i mosen. I takt med en stigende bestand af dåvildt i mosen bestemte man sig for at leje jagten ud under præcise forvaltningsforskrifter.
De tre jagtlejere må ikke drive jagt med haglbøsse, men kan afholde tre trykjagter om året med riffel, og der må nedlægges op til 20 stykker dåvildt. Derudover må der nedlægges råbukke i sommersæsonen samt tre dåhjorte, som skal være fuldskufler, men i skrivende stund er der blot blevet nedlagt én fuldskuffel på tre år.
I sidste sekund
Sidst i november er Christian tilbage, denne gang som driver. Holdet af gæster er skiftet ud, ligesom de få efterårsuger har fået skoven til at skiftet ham, så den nu fremstår mere mørk og dyster.
Allerede i de første minutter, efter at skytterne er posteret, har en af skytterne kontakt med en pæn rudel hundyr og kalve, dog uden at kunne afgive et sikkert skud til nogen af dyrene. Et andet sted passerer to stykker dåvildt et åbent spor ved et skydetårn, men de er i så høj fart og på så langt et skudhold, at forsvarlig skudafgivelse ikke er muligt.
Måske er det på grund af det tunge vejr og de hyppige regnbyger, at dyrene ikke rigtigt er til at få sat i bevægelse, eller også er de bare ikke i mosen denne formiddag – der er i hvert fald ikke mange situationer over de næste par timer.
Lige inden dagens to drivere er færdige med drevet, passerer en då fulgt af en kalv bag om en af de yderste skydestiger. Skytten drejer sig resolut rundt, låser trådkorset på kalven og sætter en kugle i dyret, som i dets korte flugt udlægger et tydeligt spor af lungeschweiss.
Christian henter hunden i bilen og lader den for træningens skyld udrede sporet – hvilken fin afslutning.
Nyder hvert minut
Siden de tre venner Jacques Spindler, Martin N. Pedersen og Christian Aarup i 2014 lejede jagten i mosen, har de ikke i en eneste sæson nedlagt den kvote, de har tilladelse til.
Men selv om de ikke skyder toppen ud af kvoten, og uanset om der nedlægges mange eller få stykker dåvildt på trykjagterne, så nyder værterne og deres gæster hvert minut i højmosen. For når man er så heldig at få lov at jage på sådanne arealer, er man altid sikker på at få en god oplevelse i en meget skøn natur.
Få Jæger
Du har netop læst en artikel fra Danmarks Jægerforbunds medlemsblad, Jæger. Bladet er Danmarks største magasin om jagt, vildt og natur, og som medlem af Danmarks Jægerforbund får du det 11 gange om året i din postkasse.