Mindet om en riffel

Mange jægere, som tilnærmelsesvist har været genetisk disponerede for at gå på jagt, kan sikkert nikke genkendende til det følelsesmæssige bånd, man knytter til våben, som har været i familien gennem generationer. Af samme årsag er det på ingen måde nemt at skille sig af med de gamle våben af nødvendighed. Dette er fortællingen om min fars tilsyneladende tabte riffel, som vendte tilbage til mig.

Skrevet af: Christian Lang Jensen, 22. juli 2018
Foto af: Christian Lang Jensen

I 1982 købte min far en stor gård på landet i Jylland for at skabe sit eget jagteventyr. År forinden havde han taget jagttegn, men mulighederne for at være passioneret omkring jagten var yderst begrænsede, da han var bosat i hjertet af København. Så man kan med rette sige, at det var hans higen efter jagt og natur, som drev ham til gården i Jylland.

Med sig bragte han sin fine Sako Finnbear L61R riffel (kal. .30-06) fra 1963. Forhåbningen var, at han ville komme til at nedlægge mange stærke bukke med denne riffel, og denne ambition blev i de efterfølgende 30 år indfriet til fulde.

Min fascination

Riflen svigtede aldrig, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg gennem hele min barndom var dybt fascineret af denne riffel. På en og samme tid besad jeg dog stor respekt for dette våben, da jeg gang på gang havde erfaret, hvad den var i stand til, når jeg fulgte min far på bukkejagterne.
Den kom i årenes løb utvivlsomt til at betyde meget for min far, da den for ham var et fysisk vidnesbyrd om de mange hensættende, jagtlige oplevelser, han havde haft.

Trofævæggen på hans kontor voksede da også støt gennem hele hans jagtliv, og altid var riflen hans pålidelige følgesvend. Den blev efter enhver jagt gået efter og vedligeholdt, så den altid fremstod fin og præsentabel på de mange jagtfotos.

En svær beslutning

Af disse årsager var det en umådelig svær beslutning at sælge riflen til Østjysk Våbenhandel i 2014. På daværende tidspunkt var min far i sidste fase af et langt sygdomsforløb, hvilket gjorde ham ude af stand til at tænke rationelt, og derfor var det en nødvendighed at sælge riflen. Det var ganske enkelt et påbud fra hans læge.

Min far døde kort efter, og da hverken jeg selv eller andre i min familie havde jagttegn, kunne det ikke være kommet på tale at indregistrere riflen hos en i familien.

Da jagttegnet blev en realitet for mit vedkommende i efteråret 2017, var tanken, om at jeg ikke ville få mulighed for at gå på jagt med min fars gamle riffel, ganske nedslående. Det nagede mig, fordi det ville være den rette måde at mindes ham på.

Jeg var dog overbevist om, at riflen for længst var uden for rækkevidde, og denne tanke havde jeg efterhånden affundet mig med, selvom mit ønske om at gå på jagt med min fars gamle riffel var umiskendeligt.

En gave fra hjertet

Men nu er jeg så heldig at have fundet mig en kæreste, som dels er en mester til at afkode, hvad der betyder allermest for mig, dels er udstyret med et ubegribeligt stålsat sind.

Hun gik derfor i al hemmelighed i gang med at opspore riflen, så hun kunne give mig en julegave fra hjertet, og det skal jeg så sandelig love for, at jeg fik.

I flere måneder op til juleaften var hendes computer og mobil lukket land for mit vedkommende, så jeg fornemmede, at hun havde noget særdeles stort i støbeskeen. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at det var min fars riffel, hun havde købt til mig.

Da den store aften oprandt, var jeg traditionen tro hos min mor, og min kæreste var hos hendes forældre. Derfor blev hele seancen filmet af min lillebror, så hun efterfølgende kunne se min reaktion.

Hun havde imidlertid været nødt til at få riflen indregistreret hos min gode vens far, så han på lovlig vis kunne hente riflen hjem til sit våbenskab.

Det betød, at jeg måtte nøjes med at se riflen på video i første omgang, men det gjorde bestemt ikke oplevelsen mindre utrolig.

Jeg fik dog hurtigt søgt om tilladelsen, så jeg kunne få riflen hjem, og det var i sandhed en stor dag for mig, da jeg kunne hente min fars gamle riffel hjem til våbenskabet.

Evigt taknemmelig

Takket være min skønne kæreste kan jeg nu igen nyde synet af min fars Sako Finnbear riffel, og jeg kan næsten ikke vente til den næste jagt, så nye jagteventyr kan tage form i kraft af riflen.

Under alle omstændigheder er jeg min kæreste dybt taknemmelig for den ihærdige indsats, hun har lagt i at bringe riflen tilbage til min familie, og den vil unægteligt bringe mig stor glæde mange år ud i fremtiden – ikke på grund af riflen i sig selv, men på grund af alle de minder den bærer med sig.

clj@jaegerne.dk