OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Landmanden som naturforvalter

Torsdag den 24. maj kl. 15-16 på forskningsskibet AURORA er Jægerforbundets jagtfaglige chef, Niels Søndergaard, inviteret til at debattere emnet: landmanden som naturforvalter.

Tekst: Morten Sinding-Jensen, Danmarks Jægerforbund

Bioscience, Aarhus Universitet, stiller med forskningsskibet AURORA til Naturmødet 2018 i Hirtshals. Om bord på forskningsskibet bliver der arrangeret en række aktiviteter og debatter, der er åbne for alle, herunder debatten, som altså sætter fokus på den moderne landmand og den natur som han/hun forvalter i landbrugslandet.

Danmarks Jægerforbund er inviteret til at deltage i debatten, fordi mange lodsejere også er både jægere og naturforvaltere.

Ifølge Aarhus Universitet er det både et aktuelt og relevant tema, som ikke er repræsenteret i de andre debatter på Naturmødet. Debatten vil komme til at omhandle spørgsmål som f.eks.?

  • Hvor kommer idéen fra?
  • Hvad motiverer landmanden til at lave naturpleje?
  • Hvordan sikrer vi viden om biodiversitet i processen?
  • Hvordan bliver det til en fordel for naturen?

Rasmus Fuglsang Frederiksen, Mariagerfjord Kommune, er moderator på debatten, mens Lone Andersen, Landbrug og Fødevarer, Heidi Buur Holbæk, SEGES, og Bendt Egede, Naturstyrelsen, har givet tilsagn om deltagelse, foruden naturligvis Niels Søndergaard. Seniorforsker Rasmus Ejrnæs deltager fra Aarhus Universitet.

Formålet med debatten er skabe en både konstruktiv og oplysende samtale eller debat om mulighederne, men også at kortlægge udfordringerne for landmanden som naturplejer.

Se hvor du kan møde Jægerforbundet på Naturmødet 2018 her