OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Kan det betale sig at arbejde frivilligt? Ja (Bliv) NaturligVis!

Når man slår ordet nørd op i en ordbog, står der, at en nørd er et slangudtryk for en person med en stor interesse for et enkelt eller flere emner. Nørd er derfor en passende betegnelse for samtlige frivillige, jeg har mødt i projektet Bliv Naturligvis.

Tekst: Thomas Kirkebæk, frivillig i Bliv Naturligvis
Foto: Thomas Kirkebæk

Følgende er skrevet af en af de frivillige i Danmarks Jægerforbunds og Danmarks Sportsfiskerforbunds formidlingsprojekt til børn og unge Bliv Naturligvis. Læs mere om Bliv NaturligVis her, hvor du kan tilmelde dig som frivillig - eller finde en formidler, som kan komme ud i din skole og fortælle om jagt, fiskeri og natur.

Jeg har været en del af Bliv Naturligvis næsten lige siden projektets start. Jeg fik kendskab til formidlingsgruppen, da min bekendte, Henrik Qvortrup Thygesen, slog en statusopdatering op på de sociale medier, hvor han beskrev projektet. Jeg måtte skrive til ham, at jeg mildest talt var en smule misundelig på hans nye titel som projektmedarbejder for et så spændende og vigtigt projekt. Henrik kontaktede mig hurtigt, og efter jeg havde haft et møde med ham og nogle af de andre nye formidlere, kunne jeg tydeligt mærke, at der her var tale om ildsjæle, der brændte for præcist det samme som mig, nemlig at få jagt og fiskeri på skoleskemaet og få børnene ud i naturen.

Til dagligt arbejder jeg som lærer i folkeskolen, hvor jeg underviser både en almindelig 6. klasse samt en klasse for elever med særlige behov. Jeg elsker at dele ud af min viden om naturen, og bruger naturen som en vigtig del i min undervisning. Jeg så hurtigt muligheder i projektet, som lukkede op for, at jeg kunne lave naturformidling til endnu flere børn og unge.

Jeg er netop hjemvendt fra en netværksweekend ved Skjern Å i fællesskab med ligesindede formidlere fra Bliv Naturligvis. Efter at have mødt nogle af de andre frivillige formidlere, og efter at have talt med dem, er det tydeligt at mærke, at alle her nørder noget, nemlig naturen og formidlingen for børn og unge. Weekenden ved Skjern Å var blot med til at give mig endnu mere blod på tanden, som Bliv Naturligvis formidler.

 

En varm fredag morgen den første dag i juni, mødtes gruppen af formidlere ved Zpey Lodge i Skjern, hvor vi blev taget godt i mod af Per Gylling, som er sælger og udvikler for det danske fluegrejsfirma Zpey. Zpey havde været så venlig at donere dette weekendophold for alle Bliv NaturligVis frivillige for at støtte op omkring projektet. Der var lagt op til en weekend i laksens tegn med en masse networking på tværs af formidlergruppen med fokus på nørderi, fiskeri og formidling, hvilket blev udlevet til fulde.

En sådan weekend var blot med til at bekræfte mig i at Bliv Naturligvis er et seriøst projekt, der også arbejder for at fremme fagligheden og udvikle et stærkt netværk blandt de frivillige. Selvom der ikke blev fanget så meget som en eneste laks blandt de frivillige, tør jeg godt sige, på vegne af alle de frivillige, at vi er blevet meget klogere på laksefiskeri og laksens adfærd gennem de mange spændende og faglige oplæg. Søren Larsen fra Dansk Center for vildlaks fremviste Laksens hus og holdt foredrag på lakseklækkeriet, hvilket var med til at give os en stor indsigt i det arbejde, der lægges i igen at få udbredt laksen i de danske åer. Per fra Zpey stod for kurser i fluekast. Jesper Nymann fra fiske-eventyr kom ligeledes og gav en peptalk for os frivillige og lod os ikke være i tvivl om, hvor prisværdigt han synes at den frivillige naturformidlingsindsats er, og det netop også er derfor, at han har doneret en fiskerejse til en værdi af 20.000, som der trækkes lod om blandt os formidlere.

 

Hvis nogen inden weekenden havde spurgt mig, hvorfor jeg vælger at arbejde frivilligt ved Bliv Naturligvis, havde jeg helt sikkert svaret; Det er fordi jeg, som aktiv jæger, buejæger og lystfisker, finder det utroligt vigtigt at få udbredt budskabet om at passe på naturen og give børn og unge en bedre naturidentitet. Det mener jeg, er med til at udvikle forståelsen af, at kød ikke kommer i vakuumpak eller som fyld på en pizza, men engang har været et levende dyr, som skal behandles med respekt.

Dette er også stadig en stor del af min motivation, men efter en samtale med en anden frivillige, Christian Heibel Godsk langs Skjern Å, gik det op for mig, at grunden måske er meget mere egoistisk end jeg først lige havde troet. Jeg tillader mig at afslutte med et citat fra Christian, som jeg ikke kunne have udtrykt bedre selv.

- Grunden til, at jeg arbejder frivilligt som Bliv Naturligvis formidler er, at når jeg ser børnene og de unge få en god naturoplevelse, hvor de måske overskrider nogle grænser... Så bliver jeg simpelthen så glad i låget! Christian Heibel Godsk.