Sådan bliver du klar til bukkejagten

Det er endeligt blevet maj og i takt med at træerne springer ud, får jægerne i stigende grad svært ved at sidde stille. Bukkejagten er nemlig lige om hjørnet. Her har vi samlet en liste over ting, du med fordel kan forberede, mens du venter på den 16. maj.

Skrevet af: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund, 05. maj 2017
Foto af: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Tag ud på reviret, lav lidt research på computeren og tag en snak med naboen. Der er masser af ting at give sig til i de lange dage frem mod den 16. maj og premieren på bukkejagten.

I bunden af artiklen finder du alle de nævnte videoer.

Gør reviret klar

Du tager sikkert allerede ud på dit stykke jagt og orienterer dig. Når du er derude, kan du med fordel lave en række forberedende øvelser, der gør dig helt klar til premieremorgenen. Se filmen her om forberedelser til bukkejagten og streg opgaverne over på listen herunder:

  • Se efter tegn på bukken på dit terræn. Har den fejet? Har den skrabet i jorden og op ad træer? Er der nyt skrab?
  • Tjek eventuelt vildtkameraet – hvis du ikke er typen, der synes, det er snyd. Kameraet kan give et dig et godt billede af aktiviteten på dit stykke.
  • Sæt dig ud i skydetårnet eller på terrænet nogle aftener op til premieren med en kikkert. Det kan give et godt indtryk af aktiviteten på området, men vær opmærksom på at du ikke laver for store forstyrrelser i terrænet.
  • Tjek at dine stiger og tårne er i god og sikker stand.
  • Vær helt sikker på, hvor på dit terræn, du kan afgive sikre skud.
  • Beskær træer og buske så du har et godt udsyn fra dine stiger, tårne eller andre pladser. Vær opmærksom på at grenene bliver tungere og hænger lavere i takt med at bladene springer ud.
  • Ryd dine stier og beskær grene, der stikker ind over stierne. Du skal sikre dig, at du kan komme lydløst ind på terrænet.

Lav en aftale med naboen om jagt og skydetårne

At have et godt forhold til naboen kan nogle steder være en svær øvelse, mens det andre steder er helt naturligt. Uanset hvordan det er hos dig, kan et godt forhold til naboen komme dig til gode.

Ud over at lette en masse små praktiske problemer, kan gode naboaftaler fx hjælpe dig, hvis du har små arealer, og de kan give dig lov til at sætte et jagttårn op det helt rigtige sted, selvom det er mindre end 130 meter fra skellet.

På vores side her kan du finde skabeloner til henholdsvis naboaftaler om jagt på små arealer og tilladelse til opstilling af skydeplatforme.

Her finder du også skabeloner til aftaler om jagtleje og korsortieaftaler.

Kender du ikke din nabo kræver det lidt teknisk fingersnilde og lidt held at finde ejeren, men det kan lade sig gøre. På OIS' hjemmeside kan du via kort eller adresse finde de offentligt tilgængelige oplysninger om ejendomsdata. Her kan du ofte finde navnet på ejeren, som du så kan slå op på www.krak.dk. Har du brug for en mere udførlig vejledning, kan du finde en her.

Der findes også andre sider med kort og ejeroplysninger om matrikler, men de fleste koster penge.

Er du i tvivl om reglerne for opstilling af skydetårne, kan du se vores film om emnet her  – vi har også en film om, hvordan du bygger et jagttårn med tag eller sætter tag på dit eksisterende tårn.

Indskyd din riffel

Du har selvfølgeligt allerede indskudt riflen, men du har sikkert en lidt sløv ven, der ikke har.

Du kan prikke ham eller hende på skulderen og sige, at de kan finde den nærmeste skydebane her, hvor de kan sortere skydebanerne på de relevante kategorier

Vi har også lavet en film om indskydning af riffel, som du finder her

Har du endnu ikke riffeltegn, skal du et smut forbi en riffelprøve – det kan du se mere om her

Se filmene fra artiklen her

Før bukkejagten

Regler for skydestiger og skydetårne

Sådan bygger du et skydetårn med tag

Sådan indskyder du din riffel

Sådan foregår riffelprøven